Dakar Rally-bil stod pludselig i flammer. Nu vil Frankrig have undersøgt, om det var et terrorangreb

Frankrigs udenrigsminister vil iværksætte en undersøgelse af bilen efter eksplosionen i Saudi Arabien.

Dakar Rally har været afholdt siden 1978 (Foto: © HAMAD I MOHAMMED, Ritzau Scanpix)

Allerede før Dakar Rally begyndte, var der stort drama i ørkenen, da en bil med fem franskmænd fra det franske hold Sodicars stod i flammer.

Bilen skulle ikke være en del af løbet og havde blot kørt 500 meter fra hotellet, da den satte i brand. Føreren af bilen var den franske Dakar-racerkører Philippe Boutrons, hvis ben blev alvorligt såret i eksplosionen, som fandt sted i den saudiarabiske by Jeddah.

Siden da har de saudiarabiske myndigheder undersøgt bilen, lød det fra sikkerhedstyrker.

- Foreløbige bevisindsamlingsprocedurer fandt ingen kriminel mistanke.

Selvom saudierne ikke fandt nogen former for kriminelle beviser, har Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, meldt ud, at de gerne vil undersøge sagen nærmere på egen hånd.

- Vi har fortalt arrangørerne og de saudiske embedsmænd, at de skal være meget gennemsigtige med hensyn til, hvad der er sket, fordi der er hypoteser om, at det er et terrorangreb, siger Jean-Yves Le Drian, udenrigsminister i Frankrig.

Det var det franske hold Sodicars Racing, der blev af ramt af eksplosionen (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

Den 61-årige racerkører Philippe Boutrons blev hasteindlagt i Jeddah, hvor han blev opereret og lagt i koma. Efter operationen er han blevet fløjet til et hospital i Paris. Chef for Sodicars Racing Richard Gonzalez var ved bilen, kort tid efter eksplosionen fandt sted.

- Først troede vi, at noget havde ramt bilen, men bilens undervogn var tydeligt beskadiget. Der var en sprængladning under bilen i siden, der eksploderede. Jeg var der, jeg har billederne, jeg så alt. Det var en bevidst handling, det er der ingen tvivl om.

- Da vi så bilen, tænkte vi, at der var noget galt, men vores førsteprioritet var at få Philippe ud og på hospitalet. Han havde fået alvorlige skader på sine ben. Han er chauffør og kunde, men frem for alt har han været en ven i ti år. Det er forfærdeligt, siger Richard Gonzalez til The Guardian.

Flere terrorangreb i baggagen

Frankrig har på nuværende tidspunkt et professionelt politisk forhold til Saudi-Arabien. Derfor har den franske præsident, Emmanuel Macron, også netop været på rundrejse i regionen, hvor han blandt andet mødtes med den saudiarabiske leder, Salman bin Abdulaziz Al Saud, fortæller Kirsten Biering, der er associeret seniorrådgiver i udenrigspolitik og diplomati fra Dansk Institut for Internationale Studier.

- Jeg tror, man skal kalde det et fornuftsforhold. For Macron er udmærket klar over, hvordan saudiaraberne er, og at der er problematiske forhold,når det gælder menneskerettighederne, siger Kirsten Biering.

Dakar Rally køres dette år i Saudi Arabiens ørken. (Foto: © Yoan Valat, Ritzau Scanpix)

Selvom Frankrig på overfladen har et fint forhold til den saudiarabiske stat, har Frankrig også en historie med adskillige terrorangreb i bagagen. De er derfor også på vagt, når der sker uforudsigelige eksplosioner.

- Man forstår godt, at franskmændene vil se nærmere på sagen. Også selvom Frankrig og Saudi-Arabiens professionelle forhold på nuværende tidspunkt er relativt problemløst, forklarer Kirsten Biering.

- Det er ikke på grund af et værdifællesskab, men Macron ser forholdet som en politisk nødvendighed, at man har en relation, som drejer sig om salg af fransk forsvarsmateriale.

Dakar Rally skal stadig afvikles som planlagt, men arrangørerne har meldt ud, at de vil indsætte ekstra politi for at højne sikkerheden.