Den danske motocross-kører Thomas Kjer Olsen kan søndag gøre status på en fantomuge i Italien.
Den 23-årige sønderborgenser har nemlig vundet to grandprixer på banen i Mantova, og søndag kørte han sig til endnu en podieplacering. Her måtte danskeren, der kører i MX2-klassen, dog nøjes med en tredjeplads i den sidste VM-afdeling på den italienske bane.
Den danske Husqvarna-kører er den første dansker til at vinde to grandprixer i træk.
Thomas Kjer Olsen har gennem sæsonen døjet med efterveerne af en skade i hånden. Derfor bliver det svært for danskeren at gentage sidste års VM-sølvmedalje på trods af den seneste uges resultater.
Efter søndagens europæiske grandprix hopper Thomas Kjer Olsen op på en femteplads med 311 point i VM-stillingen, mens franske Tom Vialle fører med 478 point.
Selvom jagten på førstepladsen er noget nær en umulig opgave, kan danskeren med god grund indlede jagten på sin tredje bronzemedalje. Den er nemlig kun 37 VM-point væk forud for sæsonens sidste syv afdelinger.
Sæsonen markerer danskerens sidste af slagsen i MX2-klassen, da han står til at rykke op i MXGP-klassen i næste sæson.
Afgørende overhaling giver podiepladsen
Danskeren med nummer 19 på ryggen fik ikke ønskestarten på dagens første af to gennemløb. Kort efter at have rundet første sving, var danskeren at finde uden for top-10. Men vanen tro skruede han gåshåndtaget i bund og begyndte sin angrebsivrige kørsel.
Danskeren hentede sig ind, men frontgruppen med Thomas Vialle i front havde slået et for stort hul til danskeren. Thomas Kjer Olsen i rødt og hvidt fløj i mål som nummer fem, hvor danske Glen Meier også formåede at hente sine første VM-point efter en 16. plads i første gennemløb.
Dermed var der pres på Thomas Kjer Olsen forud for sidste gennemløb, hvis han igen skulle være blandt de tre kørere på podiet. Danskeren kom bedre ud af starthullet, og han præsterede til sidst i løbet en vigtig overhaling, der gav ham fjerdepladsen.
Det var akkurat nok til at placere ham på grandprixets tredjeplads – ét point foran briten Ben Watson. Øverst på podiet måtte Thomas Kjer Olsen denne gang vige førstepladsen til belgiske Jago Geerts og franske Tom Vialle på andenpladsen.
Thomas Kjer Olsen forsøger igen at jagte VM-point, når han med resten af feltet tager turen til Spanien den 11. oktober og Belgien ugen efter. Derefter vender feltet tilbage til Italien til de sidste tre grandprixer, hvor VM-regnskabet skal gøres op.
