Dansk racerkvinde nærmer sig historisk triumf

Christina Nielsen fører an i USA, og kan i dag blive den første kvinde nogensinde til at vinde et stort mesterskab for sportsvogne.

Der venter med garanti mere champagne til Christina Nielsen, hvis hun vinder lørdag. (Foto: © Brian Cleary, 2015 Brian Cleary)

- Det kan blive en triumf for alle kvindelige racerkørere.

Så klar er meldingen fra Bo Baltzer, der er sportschef i Dansk Automobil Sports Union, inden Christina Nielsen skal forsøge at forsvare sin føring i sæsonens sidste løb i den amerikanske løbsserie i United Sportscar Championship.

Den danske racerkvinder og hendes to kompagnoner i bilen, Kuno Wittmer og Brandon Davis, har kørt lynhurtigt i år, og inden årets sidste løb på Atlanta Raceway fører de den samlede stilling med ét point ned til Audi R8 med startnummeret 48.

Det betyder i praksis, at Nielsen skal slutte foran Audien for at sikre sig mesterskabet.

- Vi går benhårdt efter mesterskabet. En andenplads i løbet vil være okay, bare vi ender med at vinde mesterskabet i sidste ende, fortæller Christina Nielsen inden ti times løbet Road Atlanta.

Vejret kan blive en afgørende faktor

Vejret i Atlanta har drillet under kvalifikationen til løbet, og derfor har Christina Nielsen ikke taget nogle chancer overhovedet. Det betyder, at danskeren starter fra en position som nummer otte, når løbet i eftermiddag køres.

Placeringen som nummer otte betyder, at Christina Nielsens Aston Martin V12 starter én placering foran den Audi, som danskeren skal holde bag sig for at vinde mesterskabet.

De fleste ser kun bagenden af Christina Nielsen. (Foto: © Brian Cleary, 2015 Brian Cleary)

- Det er ikke sådan, at bilerne decideret har akvaplanet ude i regnen, og jeg føler, at vi står stærkt i regnen. Alle tre kørere i bilen er klar til udfordringen, men nervøsiteten skal nok nå at komme, fortæller hun før karrierens vigtigste løb.

Under lørdagens løb ventes det også, at der kommer kraftig regn ind over banen grundet orkanen Joaquin, der ventes at ramme Florida snart.

Målet er Le Mans

Den bil, som Christina Nielsen racer rundt i, er samme type af sportsvogn, som deltager i det store 24-times løb Le Mans.

Et løb, som den danske racerkvinde tidligere har meldt ud er hendes store karrieremål at få lov at deltage i. Og måske behøver hun ikke at vente så længe endnu.

- Jeg tror helt sikkert, at hun kan ende med at køre Le Mans allerede næste år, siger Bo Baltzer.

Christina Nielsen tror også, at en sejr kan bringe hende tættere på drømmen om Le Mans.

- Jeg har mærket, at der er nogle, der er begyndt at lægge mærke til de præstationer, jeg har leveret i år. Det tager en del af presset fra mig inden det sidste of afgørende løb, at folk godt ved, hvad jeg kan, fortæller Christina Nielsen.

Om det lykkedes Christina Nielsen at blive den første kvinde nogensinde til at vinde et stort internationalt sportsvognsmesterskab, kan du følge med i fra klokken 17.15 dansk tid og ti timer frem.

Løbet sendes direkte på imsa.com.