Den danske speedwaykører Anders Thomsen har fået et wildcard til grandprixerne på Edward Jancarz Stadium i Gorzow 11. og 12. september.
Det skriver VM-arrangørerne i en pressemeddelelse.
26-årige Thomsen kører til daglig for Gorzows hold i den polske liga og er i gang med en god sæson.
Blot anden gang
Det er anden gang, at Thomsen skal deltage i et grandprix. Han var også med, da der i 2016 blev afholdt et VM-grandprix i Horsens. Her scorede han fem point.
Thomsen er reserve til VM-serien, hvor der indtil videre er afviklet to af otte grandprixer. Mikkel Michelsen, Leon Madsen og Niels-Kristian Iversen er faste deltagere i årets serie.
På grund af coronapandemien ser sæsonen væsentligt anderledes ud end normalt. Sæsonen er forkortet til otte løb - seks i Polen og to i Tjekkiet.
Serien føres af polske Maciej Janowski, mens Tai Woffinden fra Storbritannien og Bartosz Zmarzlik fra Polen er henholdsvis nummer to og tre.
Bedste dansker er Leon Madsen på sjettepladsen. Han er 20 point efter den førende kører.
/ritzau/
