Hvem bluffer bedst? Formel 1-generalprøve er et pokerspil på fire hjul

Test af Formel 1-biler før sæsonstarten handler om mere end bare nyt udstyr og teknologi.

Hvorfor afsløre alle kortene på hånden, inden spillet overhovedet er i gang?

Det må være et af de spørgsmål, bosserne bag Formel 1-holdene stiller sig selv for tiden. I tre måneder har holdene i det store motorsportsløb arbejdet bag lukkede døre for at få bilerne til at køre hurtigere.

Men nu er det svært at holde på hemmeligheder om bilerne længere. For samtlige hold er i de her dage i Barcelona for at teste bilerne forud for den nye sæson. Og ifølge Formel 1-ekspert Peter Nygaard gør holdene meget for at holde opskriften på en hurtigere bil tæt til kroppen.

- Det primære formål med testen er at udvikle bilen og få den til at fungere før det første løb. Samtidig ligger der en strategi i ikke at vise sin hånd for de andre hold. De skal køre 21 løb i 2020, så de skal vise kortene så sent som muligt – det er lidt af et pokerspil, siger han.

Det velbluffede pokerspil lykkedes Lewis Hamilton fra Mercedes med ved sidste års test. Han satte andenhurtigste tid ved testen og vandt sæsonen 2019. Omvendt satte Sebastian Vettel fra Ferrari den hurtigste testtid, men blev nummer fem i sæsonen.

Maling, der holder på hemmeligheder

Tidligere har nogle hold brugt strategisk placerede klistermærker, der lignede udstødninger og camouflage-maling til at skjule bilens form. Men hvorfor er det nødvendigt med alt det hemmelighedskræmmeri?

- Holdene ansætter folk til at fotografere bilerne, så de kan nærstudere konkurrenternes bil. Og det bliver sværere, hvis bilerne er malet eller har distraherende klistermærker på, siger Peter Nygaard.

I 2015 forsøgte Red Bull at camouflere bilens form ved hjælp af forvirrende maling. (Foto: © Marcelo Del Pozo)

Det handler altså om at holde på de kort, der kan give en fordel. Formel 1 er den mest teknologisk avancerede sport i verden, og med stramme regler kan man ikke bare som i 70’erne sætte ekstra hjul på bilen. I stedet finder man inspiration hos de andre hold og forsøger at lure deres tricks.

Ifølge Peter Nygaard bliver Formel 1 derfor et teknologisk kapløb, hvor holdene afprøver løsninger, som de andre ikke har opdaget endnu.

- Hvis man så har den gode idé, gælder det om at holde den skjult så længe som muligt, fortæller han.

Sandbagging eller glory run?

En anden måde at holde på kortene er ved at køre strategisk. Man kan for eksempel give den fuld gas, ramme tophastigheden og skræmme konkurrenterne lidt – det kaldes for "glory run". Eller man kan holde lidt igen og ikke vise sit faktiske toptempo – kaldet for "sandbagging".

- Det er ret taktisk, for de store teams vil "sandbagge" for ikke at afsløre, hvad de faktisk kan. De små teams vil overspille og køre et tempo, som ikke er retvisende for deres form, både for at skabe selvtillid, men også for at skaffe sponsorer op til sæsonstart, siger Peter Nygaard.

Men heller ikke den her del af pokerspillet går ubemærket hen. Holdene har ansatte til at holde øje med "glory running" og "sandbagging" ved hjælp af en gps og de tider, der bliver sat på de forskellige dele af banen. På den måde får holdene alligevel et indtryk af styrkeforholdet.

Om Kevin Magnussen lavede "sandbagging" kan man stadig kun gisne om. Du kan se ham teste den nye Haas-racer her:

Kopiering bliver nemmere

I år bliver nogle hemmeligheder dog sværere at holde på. Det er ikke længere tilladt at gemme bilerne bag speciallavede skærme i garagen, hvilket holdene ellers har gjort meget tidligere. Meningen er at gøre det nemmere for tilskuere at se nærmere på bilen. For modstanderne bliver det samtidig nemmere at få inspiration fra hinanden.

- Det er interessant, at skærmene er væk, for man kan hurtigere kopiere andres finurligheder. De store teams har de største hemmeligheder, så de har sikkert gjort sig tanker om, hvordan de nu skal holde deres ting skjult, fortæller Peter Nygaard.

Tidligere måtte holdene sætte afskærmninger op. Her er det Ferrari, der holder garagen gemt i 2015. (Foto: © Marcelo Del Pozo)

Om al hemmelighedskræmmeriet lykkes, og testningen kan forudsige noget om den kommende Formel 1-sæson, kan være svært at gennemskue ud fra tiderne på banen i Barcelona.

- Gennem noget analysearbejde af tiderne kan man få en indikation af, hvem der får en god eller dårlig start på sæsonen. Men man kan ikke sige, hvem der endeligt bliver hurtigst eller langsomst i 2020, siger Peter Nygaard.

Hvem der har bluffet sig bedst gennem testen og holdt på kortene, vil vise sig ved det første Grand Prix i Australien den 15. marts.