- Var det ikke fantastisk?! For helve’te man! Det er så typisk mig, at jeg ender med at stå der og være pauseklovn, siger Nicki Pedersen og slår en højlydt latter op.
12 timer tidligere før den episke monolog i telefonen har han stået i garagen og åbnet en flaske champagne med sin slæbesko, kort efter han som anfører for speedwayholdet Holsted Tigers har kørt konkurrenterne ned i slaggerne og sikret sønderjyderne deres 15. DM-titel i historien.
Dét skulle fejres.
- Jeg har sådan en sabel nede i min egen bar, men i går havde vi ikke noget som helst at åbne med. 'Hvad fanden gør vi? Brug da din slæ’vesko. Ja for helve’te!'. Og så virket det ovenikøbet, selvom jeg aldrig har gjort det før, siger han på klinkende fynsk og griner igen.
Efter proppen var strøget af flasken, modtog han igen jubel fra de omkringstående. Så kunne den sejr vist ikke fejres bedre og på mere Nicki P'sk manér.
For Nicki Pedersen er en ener; sportsmand, showmand og speedwaystjerne.
Noget, der i den grad blev understreget onsdag aften, da Nicki Pedersen kørte 14 ud af 15 mulige point hjem til Holsted og viste, at han fortsat hører til helt oppe i den danske elite, selvom sygesikringskortet afslører, at han er blevet 44 år.
- Jeg har aldrig været i tvivl om, at dansk speedway ikke kan undvære mig, siger han og griner lidt igen, inden han tilføjer:
- Det er noget, jeg er meget, meget stolt over. Men det er også noget, jeg er meget ydmyg omkring. Vi har nogle store talenter på vej, og en skønne dag siger jeg farvel. Men indtil da er der ingen tvivl om, at jeg er farverig, spændende, frisk og ikke mindst leveringsdygtig på banen. For jeg kommer ikke kun for at være pauseklovn.
En sindssyg presbold
I øjeblikket er et af de store spørgsmål, der stadig hænger i røgen efter speedwaycyklen, hvornår det bliver 'farvel og tak'.
Måske får den tredobbelte verdensmester selv lov at bestemme. Måske ikke.
I øjeblikket venter han nemlig på afgørelsen i en appelsag, hvor han i første omgang blev idømt et halvt års karantæne og fik frataget sin licens for truende og usportslig adfærd.
Fordi sagen lige nu ligger hos Danmarks Idrætsforbunds (DIF) appelinstans, kunne han deltage i DM-finalen onsdag.
Det hele ligger stadig og ulmer, erkender Nicki Pedersen. For bliver dommen stadfæstet, kan det i værste fald betyde, at karrieren er slut.
- Det har været en sindssyg presbold. Men jeg arbejder ufatteligt meget med mig selv og det mentale. Der er sgu ikke nogen coach, der skal gå ind og styre mig. Jeg er heldigvis 44 år og ikke 22, for det her har været tuff. Mentalt hårdt. Og jeg har haft ondt i hovedet og kroppen. Sådan en god, gammeldags gang ondt i maven, siger han.
Men heldigvis for Nicki Pedersen er han ikke bare speedwaykører, men også optimist. Det er præcis som når han sidder på cyklen: tingene går fremad.
- Det her skal ende fornuftigt, og det er jeg sikker på, at det også gør. Det er nogle gode og fornuftige mennesker, der sidder i DIF. Jeg har ikke skubbet til nogen. Jeg har ikke slået til nogen. Jeg har sagt, at dommeren var et fjols. Mere er der ikke i dét. Selvfølgelig skulle jeg ikke være gået op i dommerens tårn, men det er nemt at sige nu.
- Jeg er sikker på, at det nok skal ende med at blive en ren win-win, hvis DIF kigger rigtigt på det. Selvfølgelig skal jeg have en straf, men det skal også være en fair straf, for fanden.
Ender det med en 'fair straf', tager Nicki Pedersen altså gerne imod den. Derfra er det bare tilbage på speedwaycyklen.
- Hvis du ser det ræs, jeg leverede i aftes, så kan jeg blive ved i flere år endnu. Hvis jeg da kan blive på cyklen. Jeg er jo røget af i ny og næ, siger han.
- Jeg røg i stakittet for en måned siden, men der gik ikke andet end et par uger, før jeg var tilbage.
Og lige netop den sidste sætning understreger, hvem Nicki Pedersen er; sportsmand, showmand og speedwaystjerne. Og en mand, der altid rejser og finder en løsning.
Selv når han mangler en champagnesabel på det værst tænkelige tidspunkt.
Danmarks Idrætsforbund oplyser til DR Sporten, at forbundet forventer en afgørelse i Nicki Pedersens sag i begyndelse af oktober.