Så er fremtiden endelig på plads for den danske racerkører Kevin Magnussen, efter det i oktober blev officielt, at danskerens Formel 1-hold, Haas, ikke ville forlænge aftalen. Fire sæsoner i Formel 1 for Haas blev det til.
Der er i noget tid gået rygter om, at 28-årige Kevin Magnussens fremtid allerede var sikret, og at den kommende hjemmebane bød på den amerikanske Imsa-serie.
Således var der da også en lille smule motorflirt i luften, da Kevin Magnussen på pressemødet i torsdags forud for Formel 1-løbet i Bahrain talte i rosende vendinger om Imsa-serien, selvom aftalen ikke var på plads. Offentligt og officielt i hvert fald.
- Jeg har ikke underskrevet nogen kontrakter for fremtiden endnu, så jeg har ikke noget at sige omkring det... endnu.
- Imsa er en fed serie, som min far har kørt i 20 år. Jeg har selv været til stede flere gange ved Imsa-løb. Det er nogle fede løb, de kører på nogle fede baner i nogle fede racerbiler, sagde Kevin Magnussen i torsdags.
En uge senere er aftalen så kommet på plads, og fra næste sæson skal den danske motorsportsstjerne køre for holdet Chip Ganassi Racing, CGR, i den amerikanske Imsa-serie.
Nærmere bestemt er det i Imsas WeatherTech SportsCar Championship, hvor Magnussen for CGR skal køre i klassen Daytona Prototype international, DPi.
Og det glæder bestemt danskeren, at han nu skal til at køre for CGR.
- Hvis du er professionel i motorsport lige meget hvor i verden, så kender du navnet Chip Ganassi, og hvad det repræsenterer i motorsport.
- Chip har bygget en af de bedste motorsportsorganisationer både på og uden for banen, og du kan tage et blik tilbage i tiden, og se de enorme succeser – specielt når det handler om sportsvognsracerløb, udtaler Kevin Magnussen i pressemeddelelsen.
I fars fodspor
Som Kevin Magnussen ganske rigtig berettede på Formel 1-pressemødet for en uge siden, så har hans far, Jan Magnussen, kørt for Corvette Racing i USA i rigtig mange år.
Han har i GTLM-klassen under WeatherTech SportsCar Championship, som Kevin skal køre fra næste sæson, kørt racerløb fra 2014 til 2019. Det er udover en masse andre store præstationer i karrieren med blandt andet fire Le Mans-sejre blevet til to samlede sejre i 2017 og 2018.
Også de danske racerkørere Tom Kristensen og Christina Nielsen har vundet i deres respektive bilklasser i det amerikanske Imsa-mesterskab.
Så det er bestemt nogle dybe fodspor, som den nu snart tidligere Formel 1-kører skal fylde ud, når han i januar tager hul på sin nye tilværelse ved 24-timers løbet i Daytona.
Det gør han sammen med sin nye 34-årige hollandske teammakker, Renger van der Zande, der to gange har vundet 24-timers løbet i Daytona og i 2016 vandt det samlede WeatherTech SportsCar Championship.
Hollænderen ser frem til at skyde sæsonen i gang sammen med sin nye holdkammerat.
- Jeg tror roligt, man kan sige, at Kevin og jeg er meget spændte på at komme i gang med 2021-sæsonen, udtaler Renger van der Zande i pressemeddelelsen.
Magnussen selv er da også spændt på den nye udfordring.
- Det er en stor mulighed for mig at blive en del af holdet med CGR, Renger (Renger van der Zande, red.) og Cadillac. Jeg kan ikke vente med at komme i gang og begynde forberedelserne til 2021-sæsonen.
Før Kevin Magnussen kan koncentrere sig 100 procent om den nye opgave, mangler han stadig at gøre arbejdet færdigt - for denne gang - i Formel 1.
I den kommende weekend står den nemlig igen på Formel 1 i Bahrain og i næste weekend slutter Formel 1-sæsonen i Abu Dhabi.