For anden aften i streg var Leon Madsen og de andre danske speedwaykørere i aktion, da den udsatte tredje afdeling af EM-serien torsdag aften blev afholdt i Gniezno, Polen.
I går blev den fjerde afdeling afholdt, så der nu i alt er kørt fire ud af fem afdelinger i EM-serien. Leon Madsen har efter de første tre afdelinger stået øverst på skamlen og lå altså forud for torsdagens løb seks point foran britiske Robert Lambert på andenpladsen.
Den føring blev minimeret torsdag aften, da Robert Lambert overbevisende vandt afdelingen med Leon Madsen som sjettebedst.
- Det var en hård aften. Banen var vildt svær, og jeg kunne ikke helt få det til at fungere.
- Men jeg fik alligevel skrabet en del point sammen, og jeg er stadig med i toppen, hvor der kun er to point, der adskiller os (ham og Robert Lambert, red.), siger Leon Madsen om torsdagens løb.
Den femte og sidste afdeling køres onsdag i Torun, Polen, hvor også den første afdeling blev kørt. Leon Madsen er bestemt ikke ked af, at det lige præcis er den bane, kørerne slutter af med.
- Jeg har mange gode resultater på den bane. Jeg vandt den første runde der, og i sidste sæsons VM Grand Prix vandt jeg med maksimumpoint. Det er positivt med mange gode resultater, så det håber jeg selvfølgelig gentager sig på onsdag, siger Leon Madsen.
Torsdagens resultat, som sender ham på den samlede andenplads med to point op til Robert Lambert, er da heller ikke noget, der slår danskeren ud.
- Selvfølgelig er jeg fortrøstningsfuld i forhold til en samlet sejr. Aftenens resultat slår mig ikke ud. Det var en hård aften, men jeg er sikker på, at jeg kommer godt igen, siger Leon Madsen.
Om Leon Madsen vinder EM-serien, bliver afgjort onsdag den 24. juli i Torun, Polen. Leon Madsen vandt EM i speedway i 2018.
