Lykkelig Magnussen efter genistreg: 'Det er det største resultat, jeg nogensinde har fået'

Kevin Magnussen og Haas-teamet tog fusen på de andre i det ungarske Formel 1-grandprix.

Kevin Magnussen leverede en stor overraskelse, da han i Ungarns grandprix blev nummer 9. (Foto: © Leonhard Foeger, Scanpix)

Det lå bestemt ikke i kortene, at Kevin Magnussen og Haas-teamet skulle have noget med hjem fra Ungarn, da danskeren i søndagens Formel 1-grandprix startede som nummer 16, mens holdkammeraten Romain Grosjean trillede ud som nummer 18.

Men regn op til løbsstart fik det amerikanske hold til at vælge en listig taktik, hvor Magnussen og Grosjean kort før startskuddet blev sendt ud for at starte i pitten og for at skifte dæk, og det gav pote.

Efter at komme ud i 19. position kunne Magnussen stille og roligt tage turen op gennem feltet, da de resterende kørere måtte i pitten for at få nogle andre dæk til den våde udfordring, og pludselig lå Magnussen nummer tre.

En placering han trods alt ikke kunne forsvare, og den blev vekslet til en flot niendeplads, som danskeren efterfølgende var ovenud tilfreds med.

- Det er det største resultat, jeg nogensinde har fået, siger han og fortsætter.

- Det lå slet ikke i kortene. Den eneste chance, vi havde, var at gå forrest med dækkene. Jeg kommer op i en sindssyg god position, hvor jeg slet ikke har farten til at ligge. Så jeg ryger ned, men jeg holder stadig fast til en niendeplads og trækker fra en Ferrari, det havde jeg slet ikke troet kunne lade sig gøre.

Perfekt kørsel

Men det var ikke kun den smarte start, som dannede grundlag for danskerens triumf. Kevin Magnussen kørte efterfølgende utroligt klogt og disciplineret, og derfor kunne han efterfølgende glæde sig over sæsonens første VM-point - og endda to af slagsen.

- Der var ikke en eneste omgang, der ikke skulle sidde lige i skabet. Vi har en bil, der ikke putter så meget varme i dækkene, så det lå slet ikke til vores bil. Vi satsede, og det gav pote, så det var helt fantastisk.

- Vi startede fra pitten, og da jeg holdt der, tænkte jeg ikke, at jeg skulle ende i pointene. Jeg kan ikke fatte, hvad der er sket. Det er bare en sølle niendeplads, og jeg har aldrig været mere tilfreds.

Alligevel blev der sendt en kærlig tanke, og måske lidt mere end det, afsted til folkene i garagen.

- Jeg skal ned og kysse med min ingeniør nu.

Kevin Magnussen kan ikke helt glæde sig over dagens resultat endnu, da Haas-teamet i skrivende stund bliver undersøgt for at have brudt reglementet. En afgørelse vil blive truffet søndag aften.