Michael Jordan bliver team-ejer for at forandre amerikansk sport: ’Et stort øjeblik’

Basketball-legenden bliver team-ejer i motorsportsserien Nascar for at 'åbne flere muligheder for sorte'

Basketball-legenden Michael Jordan køber sig ind motorsporten Nascar for at skabe bedre muligheder for sorte. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix)

Basketball-legenden Michael Jordan skifter sport. Mandag blev det offentliggjort, at Michael Jordan bliver ny team-ejer i den populære amerikanske motorsportsserie Nascar.

Michael Jordan ejer i forvejen det amerikanske basketball-hold Charlotte Hornets. Så hvorfor skifter verdens største basketball-ikon pludselig den orange bold ud med gearkasser og motorer?

For det første fordi, han er en livslang Nascar-fan. Og for det andet fordi, han vil skabe social forandring i en sport, han mener er udfordret af manglende mangfoldighed.

Michael Jordan bliver den første sorte majoritetsejer hos et team i Nascars øverste racerserie siden 1973.

- Historisk har Nascar kæmpet med manglende mangfoldighed, og der har været få sorte ejere, siger Michael Jordan i en pressemeddelelse.

- I forlængelse af det engagement og de donationer jeg på det seneste har lavet for at bekæmpe systematisk racisme, ser jeg det her som en mulighed for at uddanne et nyt publikum og åbne flere muligheder for sorte i motorsport.

Racerkøreren, der skal forsøge at føre Michael Jordans nye Nascar-team til sejr og omverdens opmærksomhed, er Bubba Wallace, den eneste sorte fuldtidskører i Nascars øverste racerserie.

- Det er perfekt. Når jeg går ind i Nascar, bliver det som en sort team-ejer med en sort kører, siger Michael Jordan ifølge NBC.

Bubba Wallace, som i 2013 blev den første sorte til at vinde et Nascar-løb siden 1963, har allerede markeret sig i debatten om manglende mangfoldighed i Nascar og racisme i USA.

Tidligere i år var Bubba Wallace bannerfører for, at sydstaternes konføderationsflag blev forbudt at vifte med blandt Nascar-tilskuerne, ligesom han også har udtrykt sin opbakning til 'Black Lives Matter'-kampagnen på racerbanen.

  • Bubba Wallace har kørt Nascar siden 2012. Han har været en del af Nascars øverste racerserie, Cup Series, siden 2017, hvor han lige nu er den eneste sorte kører. (Foto: © USA TODAY USPW, Scanpix)
  • Bubba Wallace har flere gange ytret sin støtte til kampagnen mod racisme 'Black Lives Matter'. (Foto: © Steve Helber, Scanpix)
  • Han har også kørt løb med 'Black Lives Matter' skrevet på siden af sin bil. (Foto: © Steve Helber, Scanpix)
1 / 3

- Timingen virker perfekt, fordi Nascar er i udvikling og omfavner social forandring mere og mere, siger Michael Jordan om sit nye ejerskab.

Lige nu er Brad Daugherty den eneste sorte team-ejer i Nascar. Men han ejer en minoritetsandel af teamet JTG Daugherty Racing. Med sin indtræden i Nascar bliver Michael Jordan altså den eneste sorte majoritetsejer af et team i Nascar.

En nyhed, der begejstrer Brad Daugherty.

- Det er et stort øjeblik for Nascar.

- Det er et stort kulturelt momentumskift for sporten. Punktum. For tre år siden ville det her aldrig være sket. For ét år siden ville det ikke være sket. Men nu er timingen der, siger Brad Daugherty til NBC.

Michael Jordans nye Nascar-team, som endnu ikke har fået et officielt navn, kører fra 2021.

Tidligere i år offentliggjorde Michael Jordan, at han i samarbejde med sportsgiganten Nike donerer 100 millioner dollar over de næste ti år til blandt andet arbejdet mod racisme.