Opvækst i det jyske sand kan skaffe dansk motocross-succes ved VM

Det er en bane, der ligger godt til det danske hold, når hold-VM i motocross bliver kørt i dag.

Thomas Kjer Olsen leverede i år det bedste danske resultat nogensinde med en VM-sølvmedalje. (Foto: © Alex Hodgkinson / Frit, Scanpix)

Motocross-sæsonen går på hæld, men før kørerne kan sætte crosseren i garagen for sidste gang i år, venter lige en sidste, men yderst vigtig opgave, nemlig Motocross of Nations - også kaldet VM for hold, hvor Danmark er repræsenteret.

Motorsportsbyen Assen er vært for årets sidste store begivenhed, og i den anledning har man kørt over 100 ton sand ind for at bygge en motocrossbane på den legendariske TT Circuit-bane, som normalt bruges til motorsport på asfalt.

I motocross opererer man som udgangspunkt med to typer baner: hårdbaner og sandbaner.

Den, som er blevet bygget til Motocross of Nations, er af sand, og endda en type som passer det danske hold glimrende, fortæller landstræner, Emil Larsen.

- Det er en bane, som passer os rigtig godt, og jeg tror, vi kan gøre en god figur. Jeg har gode og høje forventninger til det her løb.

- De kørere, vi har med, er vokset op i Jylland, og de er derfor vokset op med at køre på sandbaner. Modsat nogle af de andre lande har vores kørere trænet rigtig meget på sandbaner og gjort det i en stor del af deres karrierer.

- Det er en sandbane, der minder meget om strandsand, og det betyder, at den bliver meget udfordrende med store huller og mange spor. Man skal kæmpe mere for at få motorcyklen til at køre stærkt og komme hen over hullerne. Man bliver bremset af det tunge sand.

Et hold i fin form

Danmark er repræsenteret af brødrene Thomas og Stefan Kjer Olsen samt Bastian Bøgh Damm.

Holdets store stjerne, Thomas Kjer Olsen, sluttede sin individuelle sæson med en VM-sølvmedalje i MX2-klassen, og selvom han sluttede sæsonen en smule skuffende af, så er det en mand, man kan tillade sig at have forventninger til.

- Thomas Kjer Olsen er en rigtig dygtig kører og har formået at udvikle sig hvert år, efter han er rykket op i VM-serien. Han har opnået det største danske resultat nogensinde med en VM-sølvmedalje i denne sæson.

- Han har haft lidt småskavanker, som har præget ham de sidste par løb, så sæsonafslutningen har ikke været så tilfredsstillende. Men nu har han haft 14 dage uden rejser, og det har været godt mentalt og fysisk for ham. Jeg tror på, han møder stærk op, og han ved godt, at han er en af de bærende figurer på vores hold. Han er opsat på at gøre det godt for Danmark, siger Emil Larsen.

Med på holdet har Thomas også sin storebror, Stefan, og efter en lille pause fra sporten vendte han tilbage i år med en DM-guldmedalje i MX1.

Stefan Kjer Olsen har rutinen og har tidligere vist god fart. (Foto: © Hans Vennekilde)

- Stefan gør det rigtig godt på den store motorcykel både hjemme og i udlandet. Han er nykåret danmarksmester, og så har han meget erfaring med de store løb og det at køre på et hold.

- Han er vores kaptajn, og det har han det fint med. Han har god fart og er rolig ved at køre et stort løb, selvom der kommer mange mennesker, og han ved, han skal præstere. Det har han vist før, når han har været med til VM; at han løfter sit niveau, når det virkelig gælder.

Sidste levende billede er Bastian Bøgh Damm, der i år har fokuseret på EM, hvor han, når han har stillet til start, har klaret sig fint.

- Bastian er en ung gut, der har haft en rigtig god udvikling i år. Han har haft gode resultater i sine yngre år på den internationale scene, og vi ved, at Bastian kan præstere på den store scene. Han er en god sandkører, der har vist gode resultater.

- Og så er det bare et hold, der kender hinanden godt. De har trænet og kørt meget sammen, og det betyder meget for mig, i forhold til at holdet skal præstere.

Motocross of Nations bliver vist direkte søndag på DR3 fra kl. 12.50.