Du kender sikkert speedway-legenderne Nicki Pedersen og Ole Olsen. Men fremadrettet kan du godt skrive navnet Mads Hansen bag øret.
Den 22-årige speedwaykører får nemlig sin debut i VM-serien, når han på lørdag stiller til start ved grand prixet i svenske Målilla.
En besked, som tikkede ind i den unge kørers mailbox tirsdag aften.
- Det var ikke lige den tirsdag, jeg havde regnet med. Jeg stod faktisk og var ved at bage et brød, men det blev lige udskudt lidt.
- Jeg hoppede en gang på stedet, og så fik den også en sejrdans inde på stuegulvet. Jeg var rigtig glad for den nyhed, fortæller Mads Hansen.
Chancen for, at sådan en tirsdag aften kom, var meget lille. Mads Hansen var nemlig femte mand i rækken til en plads ved det svenske grand prix.
Men karantæner og skader, blandt andet til danske Mikkel Michelsen, har gjort, at Mads Hansen får sin VM-debut i sæsonens andensidste grand prix.
- Man kan godt sige, at det var heldigt, for det er ikke så tit, det sker. Normalt bruger de kun to-tre reserver gennem sæsonen, så man bliver lidt ekstra glad. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse, fortæller den unge dansker.
Vil ikke bare være med på en kigger
International succes er dog ikke uvant for den unge sønderjyde. Sidste vandt Hansen nemlig VM-sølv for U21.
Den medalje beskriver speedwaykøreren dog som et mål. Det, han skal opleve på lørdag, har været en drøm.
- Det betyder meget for min karriere. Det har været min drøm, lige siden jeg startede med speedway, da jeg var fire år gammel. Så jeg håber at gøre en god figur, og at de forskellige klubber kigger med, fortæller Mads Hansen.
Klubber har den unge dansker dog rigeligt af. Til dagligt kører han for Sønderjysk Elite Speedway, svenske Västervik Speedway og polske Trans MF Devils Landshut.
Men Mads Hansen vil fremad til større ting, så en fast plads i VM-serien en dag kan komme på tale.
Allerede på lørdag kan han komme et skridt tættere på med en god præstation. Noget, der bestemt ikke er umuligt, selvom man er debutant.
- Chancen for at tage point er der. Mange af dem kører jeg mod til dagligt i Sverige og Polen. Vi kører alle jo bare på to hjul, så alt kan ske.
- Jeg har lidt oppe i hovedet, at jeg gerne vil køre en top-ti på lørdag, men de andre kører også stærkt. Selvfølgelig bliver det noget andet at komme op på den store scene, men jeg tager det som en oplevelse, og så skal jeg bare ud og gøre mit bedste.
Nu er resten af Mads Hansens uge sat af til forberedelse mod lidt andre stjerner end normalt.
Den 22-årige speedwaykører skal blandt andet dele startstreg med polske Bartosz Zmarzlik, der fører VM-stillingen og har to VM-titler på CV'et.
I den sammenhæng kan man også nævne danske Leon Madsen, der øjeblikkeligt er toer i VM-stillingen og har et enkelt VM-sølv på kaminhylden.
Og det er der, Mads Hansen håber at ende en dag. Det er dog ikke en målsætning endnu, som U21-VM-sølvet var det.
- Drømmen er at blive verdensmester. Men bare det at komme op og snuse til det som 22-årig er også drøm, som jeg ikke havde regnet med gik i opfyldelse allerede på lørdag.
Speedway grand prixet fra Målilla begynder klokken 19.00 på lørdag.