Bliver fjerde gang lykkens gang? Nu er Danmarks eneste NFL-håb klar til en masse succes

I aften kan Hjalte Froholdt debutere for Cleveland Browns i NFL.

Hjalte Froholdt har gode muligheder for at komme på banen, når Cleveland Browns åbner NFL-sæsonen søndag aften. (Foto: © Eric Canha/Shutterstock/Ritzau Scanpix)

Smilet på Hjalte Froholdts læber strækker sig nærmest til den anden side af Atlanten, når talen falder på de lykkelige omstændigheder, han befinder sig i.

Hans job er at beskytte quarterbacken som offensiv linjeman, men efter New England Patriots droppede ham halvvejs gennem sæsonen i 2019, har han ikke været tæt på at kunne beskytte nogen i NFL.

Houston Texans skrev ham ind i truppen i 2021, men danskeren kom aldrig tæt på minutter, før han også blev hældt af brættet her.

Søndag aften ser det dog ud til, at svendborggenseren Hjalte Froholdt igen får minutter på banen, når hans nye klub, Cleveland Browns, åbner sæsonen mod Carolina Panthers i danskerens fjerde sæson i NFL.

Og det er derfor, at han smiler lidt ekstra i disse dage, Hjalte Froholdt.

- Jeg føler, at jeg er i en god position, så hvis jeg får muligheden for at komme ind og spille, så er jeg klar til at have en masse succes.

- Jeg er bare pisseklar, hvis jeg får muligheden. Det er et kæmpe boost for selvtilliden, siger Hjalte Froholdt.

Velbetalt nomadeliv

Siden Hjalte Froholdt i 2019, efter fire år på collegeholdet Arkansas Razorbacks, blev introduceret til livet som NFL-spiller, har han levet et liv på farten.

Sådan så det ud i 2019, da Hjalte Froholdt fik beskeden om at han havde klaret sig gennem nåleøjet til NFL.

I Cleveland har han været gennem en længere træningslejr forud for sæsonen, men nu, hvor han er med i truppen på 53 mand, er der ro på bagsmækken.

- Det er selvfølgelig lidt svært, når man hopper rundt på forskellige hold. Men jeg kom i starten af sidste år, og det er en pissefed offensiv line-gruppe, vi har. De har budt mig meget godt velkommen, og jeg har nogle fantastisk gode venner her, så det var en relativt let overgang her i Browns.

- De fleste mennesker er lidt i samme situation som mig. Man tænker egentlig, at det ikke er særlig mange, men alle drengene forstår det godt og er åbne og klar til at snakke. Så det har egentlig ikke været så svært, siger Hjalte Froholdt.

Har arbejdet med sit hoved

I jagten på at stå stærkere for sit nye hold har Hjalte Froholdt over længere tid arbejdet hårdt for at forbedre ikke bare sin krop, men især sit hoved.

Tilværelsen som NFL-spiller på de ydre mandater er usikker, og den slags kræver, at de mentaler muskler også bliver trænet.

- Jeg har arbejdet lidt med nogle amerikanere, men nu er jeg kommet i kontakt med en fra Danmark. Jeg føler, at jeg har en bedre respons, når jeg bliver coachet på dansk i forhold til på engelsk. Det giver mig noget andet, hvor det på engelsk kan være lidt svært at forbinde følelser.

- Jeg har lidt færre nerver for bare at komme ud og spille mit spil, for det er meget let i den her profession at tænke på alle mulige eksterne ting, der kan ske. Det kan helt klart også have en stor effekt på ens præstation, for man bliver ikke bare fysisk træt. Man bliver hovedtræt, siger Hjalte Froholdt.

Det er dog langt fra den tilstand, han er i lige nu.

Nu vil han bare bevise sit værd, og bliver det ikke søndag, så holder han fanen højt og væbner sig med den tålmodighed, som han kender alt til.

- Alt kan ske meget hurtigt.

- Det kan godt være, at der ikke sker så meget for mig, at alle bare er raske, og jeg bare er den fyr, der er klar til at hoppe ind. Du ved det aldrig, siger Hjalte Froholdt.