Danmarks største navn inden for parasport, Daniel Wagner, har beskadiget kravebenet og må holde sig fra sit snowboard de næste syv til otte uger.
Et alvorligt tilbageslag for den danske paraatlet, der satser på at deltage ved de paralympiske vinterlege i Pyeongchang til næste år.
Til trods for, at han har forskubbet kravebenet 1,3 centimeter, og han skal holde en lang træningspause, er han alligevel fortrøstningsfuld og regner ikke med, at skaden kommer til at holde ham ude af vinterlegene, der begynder den 9. marts.
- Selvfølgelig kommer det til at gå ud over mine forberedelser, men nu har jeg heldigvis klaret alle de kvalifikationsstævner, jeg skal, så det er på plads, og så må jeg bare give den en ekstra skalle til februar, siger han.
Daniel Wagner, der egentlig har slået sit navn fast som paraatlet på atletikbanen, har frem mod legene i Pyeongchang valgt at udvide sit sportslige repertoire ved også at satse på snowboard.
Skide træls
Det var på en træningstur i Finland, at det gik galt, og i første omgang håbede han, at der bare ville være behov for en kort pause. En forhåbning Team Danmarks læge i går slog i jorden.
- Jeg regnede med, at jeg ville komme en del hurtigere tilbage, så jeg efterlod alt mit snowboardudstyr oppe i Finland, men sådan er virkeligheden ikke, så jeg var nødt til at bide i det sure æble og blive hjemme.
- Men sådan er sporten. Nu har jeg været heldig med skader, hvis man ser igennem historien, og så fik jeg så lige en omgang her, siger den 24-årige Daniel Wagner, der er benamputeret.
Han har allerede klaret kvalifikationskravene til vinterlegene i Pyeongchang, men da satsningen på snowboard er ny for ham, lægger han ikke skjul på, at han har brug for masser af træning, og en stor del af den var planlagt mellem jul og nytår, hvor han har fri fra sit studie.
- Det er selvfølgelig et setback, og det er skide træls, for jeg har holdt min fysiske form rigtig godt ved lige, og så har det været snowboard-træningen, jeg har skullet udvikle mig mest på, fortæller Daniel Wagner.