Om et år bliver den første Danmarksmester i eSport fundet. Fra næste weekend søsættes den første danske officielle eSportliga nogensinde.
Alle eSportsgamere kan tilmelde sig den nye liga, der er tiltænkt bredden i dansk eSport.
- Den nye liga skal favne bredden, så det er muligt for alle uanset niveau at spille mod hinanden. Der skal være fokus på glæden ved sporten, og vi skal styrke den udvikling, der er i gang inden for eSport. Og så skal vi selvfølgelig have kåret den første officielle Danmarksmester, fortæller Jens Christian Ringdal, ansvarlig for eSportligaen.
Grunden til, at eSportligaen kan kaldes den første officielle liga, er, at den er initieret og sanktioneret af det offentlige danske eSports-forbund, eSports Danmark.
Ingen professionelle hold stiller op i ligaen
Ligaen bliver i første omgang uden professionelle hold - som for eksempel Astralis, der er kendt for sine store internationale resultater i Counter-Strike.
- Lige nu har vi det fokus, at vi vil aktivere bredden. På den lange bane er det helt sikkert målsætningen, at ligaen også skal favne den elitære del, så vi kan inkludere alt fra amatør til eliten.
Det er endnu uklart, om de professionelle hold kommer til at deltage i ligaen. Der har været dialog, men indtil videre er der intet formelt på plads.
eSportsligaen har desuden i sine regler åbnet op for, at de professionelle hold kan tildeles et wildcard til ligaens afsluttende finalerunde og dermed deltage i kampen om danmarksmesterskabet.
Et anderledes format
eSportligaen fungerer ikke på helt traditionel vis. Ligaen indeholder seks sidestillede underligaer, som er inddelt efter målgruppe, og altså ikke efter niveau, som vi ser i sportsgrene som for eksempel fodbold, håndbold og badminton. Man spiller i hold enten inden for Counter-Strike, League of Legends eller FIFA. Hvert hold skal betale en holdlicens på 250 kroner, som gælder for hele sæsonen.
- Grunden til, at de er delt op i målgrupper, er for at sikre, at det er sjovere for dem, der spiller, at være med i grundspillet, da man så konkurrerer mod nogen, man kan relatere sig til. Dvs. virksomheder mod virksomheder. Ungdomsklubber mod ungdomsklubber. Til sidst mødes alle vinderne dog i superfinalen og konkurrerer på tværs, fortæller den ansvarlige for eSportsligaen Jens Christian Ringdal.
Når den ordinære sæson er slut, skal nummer et og to fra hver af de seks underligaer til sidst spille mod hinanden i et stort finale-slutspil. Vinderen af slutspillet bliver Danmarksmester.
- Når vi rammer den store finale, er det alle mod alle, fortæller Jens Christian Ringdal.
Store drømme
Hverken drømmene eller målene er små, når arrangørerne bag eSportligaen tænker tre år frem i tiden. De håber nemlig på 12.000 tilmeldte spillere, mens der i år er omkring 1000 tilmeldte spillere.
- Målet er at blive ved med at udvide de kommende år, så det bliver Danmarks absolut største liga, fortæller Jens Christian Ringdal.
Ligaen er skabt i et samarbejde mellem DGI, eSport Danmark, Dansk Firmaidræts Forbund og Ungdomsringen. Den 13 november starter ligaens første spillerunde.
Der er blevet tilføjet et afsnit, som uddyber, hvorfor ligaen kan kaldes den første officielle liga i Danmark.