Dansk guld ved EM i parabordtennis

Peter Rosenmeier og Michal Spicker Jensen vandt EM-guld i dagens finale.

Peter Rosenmeier og Michal Spicker Jensen sikrede sig i dag EM-guld (Foto: © Morten Olsen, MortenO.com)

Forventningerne var store til de to parabordtennisspillere Peter Rosenmeier og Michal Spicker Jensen, da de i dag spillede finale i holdturneringen på sidstedagen ved EM i parabordtennis.

På hjemmebane i Vejle lykkedes det dem nemlig at slå David Wetherill og Paul Karabardak fra Storbritannien i finalen med to sejre.

Først blev det til en sejr på 3-1 i en tæt double, og efterfølgende kunne den rutinerede Peter Rosenmeier, der vandt EM-sølv i single onsdag, sikre danske guldmedaljer, da han vandt sin single 3-1 over Paul Karabardak.

Peter Rosenmeier er med de ranglistepoint, han har fået ved dette EM nu kvalificeret til der Paralympiske Lege i Rio til næste sommer.