Dansk para-atlet til VM i bordtennis: ’Målet er en medalje’

Sophie Walløe har haft en god optakt til VM i parabordtennis takket være et stort legat.

Sophie Walløe går efter en medalje ved VM i para-bordtennis i denne uge.

Onsdag går det løs ved VM i para-bordtennis, hvor Danmark stiller med de to atleter Sophie Walløe og Peter Rosenmeier. Walløe ser frem til at prøve kræfter med verdenseliten, og selvom der er mange nye spillere fra Asien med, går hun efter en medalje.

- Jeg ser rigtig meget frem til VM. Det er fire år siden sidste VM, så jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med de ting, jeg har trænet på op til. Jeg glæder mig til at se, hvad jeg har at byde på, siger Sophie Walløe til DR.

- Jeg håber rigtig meget på en medalje, og det er også min målsætning at komme på podiet. Men jeg går ikke skuffet hjem, hvis det ikke lykkes. Der er mange nye spillere fra Asien, som jeg ikke kender niveauet på, så det kan blive en udfordring. Der kan komme kamp om pladserne frem mod PL i Tokyo i 2020. Min officielle målsætning er en medalje.

Op til dette VM har Sophie Walløe haft særligt gunstige forberedelsesvilkår. I april blev hun tildelt legatet 'Danmarks Olympiske Håber'. Med hæderen fulgte 125.000 kroner, der har givet Walløe luft i økonomien til at prioritere sin sport.

- Først og fremmest har det været et kæmpe skulderklap at få sådan en pris. Det har givet mig en masse motivation, som jeg har brugt i træningen. Økonomisk har det givet mig mulighed for at spille nogle flere turneringer. Det har givet mig nogle bedre muligheder, siger hun.

Rio har rustet Walløe

Trods sine bare 18 år har Sophie Walløe allerede værdifuld erfaring fra eliteniveau. For to år siden var hun med ved de paralympiske lege i Rio, hvor hun sluttede som nummer fire lige uden for medaljerne. Oplevelsen i Rio og årene siden har gjort godt for den unge søborgenser.

- Rio i 2016 var en kæmpeoplevelse, og det gjorde mig klar til at stå på en stor scene med så mange tilskuere. Det havde jeg ikke oplevet før. Jeg har fået både mere erfaring og blod på tanden. Spillemæssigt har jeg også forbedret mig, og jeg er blevet to år ældre, som jeg mærker både i spillet og mentalt, siger Sophie Walløe.

Sophie Walløe er født med et hofteskred, der betyder, at hun har dårligere balance. Det til trods konkurrerer Walløe til daglig med raske atleter. Hun har sågar vundet sølv ved DM for raske bordtennisspillere i både 2017 og 2018.

VM i para-bordtennis foregår i Slovenien fra onsdag til søndag.