Det lykkedes natten til mandag ikke for de danske bowlingherrer at kvalificere sig til finalen ved VM i bowling i Las Vegas.
Det danske bowlinglandshold tabte således semifinalen til Taiwan, og det udløser en bronzemedalje.
Det danske femmandshold med Jesper Agerbo, Dan Østergaard-Poulsen, Jimmy Dan Mortensen, Carsten Warming Hansen og Thomas Larsen kom indledningsvist bagud med 0-1 efter første serie i semifinalen.
Første serie endte 215-184 til modstanderne fra Kinesisk Taipei.
I anden serie kom danskerne dog stærkt tilbage og sikrede en overbevisende sejr på 279-158. Dermed skulle kampen ud i en tredje og afgørende serie, og her måtte danskerne se sig besejret med 156-235.
Anden danske medalje
I den øvrige semifinale vandt USA over Colombia. Amerikanerne vandt efterfølgende 2-0 over Kinesisk Taipei og sikrede sig altså guldet.
De danske herrers bronzemedalje er Danmarks anden medalje i Las Vegas.
Tidligere under verdensmesterskabet vandt danske Maj Ginge Jensen således VM-sølv i kvindernes singlerække.
Hun tabte finalen til japanske Futaba Imai efter at have kvalificeret sig til finalen med en semifinalesejr over sydkoreanske Hong Haeni.
/ritzau/