Danske gymnaster med ’ild i røven’ jagter EM-guld nummer 12

Danskerne er har vundet 11 EM-guldmedaljer ved de seneste 12 mesterskaber i TeamGym.

Onsdag havde danskere træning forud for konkurrencer torsdag. (Foto: © GymDanmark)

De danske gymnaster er i topklasse.

Det har de bevist gang på gang i løbet af de sidste mange år, og de kan bryste sig af at være blandt Europas absolut bedste. I hvert fald når man kigger på meritterne.

11 EM-guldmedaljer til TeamGym-herrerne ved deres seneste 12 mesterskaber. Men hov? Hvad så med det, der blev afviklet sidste gang?

For det er ganske korrekt, at Danmark ikke er forsvarende europamestre, men det er der selvsagt en årsag til. Danmark stillede nemlig slet ikke op ved det seneste EM, der fandt sted i Portugal i 2020.

Det forklarer Ole Holmskov Hansen, der er disciplinkaptajn og delegationsleder for landsholdene, der netop nu er i Luxembourg for at dyste om et nyt sæt EM-guldmedaljer.

- Vi skulle selv have afholdt det mesterskab på dansk jord, men på grund af corona blev vi nødt til at aflyse.

- I stedet overtog Portugal værtskabet, og da de så samtidig flyttede datoerne, passede det ikke ind i vores landsholdscyklus. Vi havde en fornemmelse af, at vi ville stå med et hold med lavere kvalitet, end hvad vi normalt ville. Så vi ville hellere rette fokus på EM i år, siger Ole Holmskov Hansen til DR Sporten.

Så når de danske herrer er med, vinder de også guldet.

Ved EM i 2018 vandt danskerne også guld, hvorfor jublen var stor. (Foto: © GymDanmark)

Når det samtidig er en sport, der opstod i Danmark på baggrund af foreningsgymnastikken, som løbende har udviklet sig, lyder det måske let – men så simpelt er det naturligvis ikke.

- De danske herrer har højt springniveau, er fysisk stærke og prioriterer alle former for træning. Alt tages dybt seriøst, siger Ole Holmskov Hansen.

- De har ild i røven og udfordrer sig selv som juniorer. De forsøger, tør fejle og bliver bedre på baggrund af det. Og det kan være det allersidste spring, der afgør, om det bliver guld eller sølv, siger Danmarks disciplinkaptajn.

Her kan Danmark blive bedre

Der er dog stadig plads til at blive endnu bedre, erkender Ole Holmskov Hansen.

For på kvindesiden er mængden af guldmedaljer knap så bugnende. To af guld, en af sølv og seks af bronze lyder høsten siden årtusindskiftet.

Og selvom det kan lyde hårdt som nærmest fast medaljetager, er der altså her plads til forbedring.

- Vi er oppe imod nogle nationer, der har en utrolig stærk kultur, når det kommer til seniorgymnastik. Ikke fordi vi selv har en dårlig kultur, men vi er udfordret på mængden af kvindelige seniorgymnaster, der har et så suverænt niveau, som det vi møder i særligt Norge, Sverige og Island.

- Derfor arbejder vi i forbundet også på at skabe et godt fundament for vores yngre gymnaster, så vi kan få dem til at blive ved med gymnastikken, efter de er blevet seniorer. Så det er ikke, fordi vi ikke har faciliteterne eller talenterne, men vi skal blive bedre til at holde på vores gymnaster i seniorårerne, siger Ole Holmskov Hansen.

De sidste detaljer øves, inden danskerne skal tage EM-guldet tilbage, efter de missede det sidste år på grund af corona. (Foto: © GymDanmark)

Målsætningen er klar

I den henseende hjælper resultater og udsigterne til at kunne opnå noget som seniorgymnast jo nok en hel del. Og målsætningen til det forestående EM er da også, at der skal metal om halsen på de gymnaster, der er rejst til Luxembourg, forklarer Ole Holmskov Hansen.

- Vi forventer at være med i kampen om medaljerne i alle tre grupper, og at vi skal kæmpe om guldet med herrerne og med mixed-holdet. Og så tror vi på, at vi kommer i top-tre med damerne også. Hvorvidt det bliver til en guldmedalje her, er vi dog lidt mere forsigtige, siger han.

- Hvis damerne bare har en god dag, er det ikke umuligt at vinde guldet. Men vi er kommet herned med visheden om, at bronze og sølv er mere realistisk end guld.

De danske hold skal for første gang i aktion ved EM i TeamGym torsdag eftermiddag, når der skal springes kvalifikation.