Søstrene Maiken og Anne-Julie Foght Schütt leverede en stabil indsats under torsdagens sejladser på vandet ved Clearwater i amerikanske Florida, hvor VM i 49erFX, 49 og Nacra 17 afvikles.
Med placeringer som 9, 4, 4 og 2 på dagens fire sejladser er de nu nummer to i den samlede stilling, inden de sidste tre dages sejladser.
- Det har været en rigtig, rigtig god dag med fire top 10-placeringer, så det var bare godkendt, siger Maiken Foght Schütt til DR Sporten.
De øvrige danske besætninger i 49erFX, Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, samt Ida Marie Baad og Marie Thusgaard er henholdsvis nummer 15 og nummer 31 samlet.
Og de placeringer gør, at der nu er spænding om den interne danske OL-kvalifikation. Her skal søstrene Foght Schütt slutte 15 placeringer bedre end Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen for at overtage OL-pladsen.
49er og Nacra 17
I mændenes 49er havde Jonas Warrer og Anders Thomsen det svært med den lette vind torsdag, som ikke er deres favoritforhold.
De kom dog fornuftigt gennem dagen med placeringer mellem 5 og 14, og ligger efter fem sejladser på en samlet ottendeplads.
I Nacra 17 ligger Allan Nørregaard og Anette Viborg på en samlet fjerdeplads, mens Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck er nummer 10.