Peter Rosenmeiers rekordliste kan give indtrykket af en karriere, der har været helt lineær. En PL-bronzemedalje i for 14 år siden i Athen, guld i Beijing i 2008, en bronzemedalje fire år senere i London, og så tilbage øverst på skamlen i Rio i 2016. Succes er flydt over i succes.

Men det har ikke været så let, som det lyder for para-bordtennisspilleren. Vejen imellem medaljerne har budt på svære tider, hvor den benzin, der bringer de bedste sportsfolk fra den ene triumf til den anden, har manglet:

- Jeg har haft perioder, hvor motivationen har været totalt væk. Jeg kan huske efter PL i Beijing, havde jeg et halvt år, hvor alt var helt forfærdeligt. Jeg kunne slet ikke se mig selv i det. Jeg havde vundet det ultimative, og der var ikke rigtigt mere at hente, siger 34-årige Peter Rosenmeier.

Nedturen efter guldmedaljen ved PL i 2008 i Kina varede dog kun et lille års tid.

Rosenmeier fik i 2009 sin første af to døtre, og det satte sportens betydning i relief for den dengang 25-årige para-bordtennisspiller.

- Nedturen vente først, da min ældste datter blev født. Det kickstartede min karriere, fordi jeg fik hende, der betød mere end det idrætsmæssige.

- Før havde sporten ultimativ betydning, og hvis jeg lavede en fejl og tabte, eller selv hvis jeg vandt, så var det en form for antiklimaks, hvor jeg nu har noget, der er vigtigere. Så det er nemmere for mig at håndtere nu, fordi sporten ikke har den samme ultimative betydning, siger Peter Rosenmeier.

Ultimativ egoist

Rosenmeier, der er født med halvanden arm og halvandet ben, har repræsenteret Danmark ved fire Paralympiske lege og er altså kommet hjem med en medalje hver gang.

Alligevel er der en væsentlig forskel mellem de tre første gange, han var afsted til PL, og så de paralympiske lege i Rio for to år siden. Ved den lejlighed blev bordtenniskonkurrencerne ved PL for første gang sendt direkte på TV og på nettet i Danmark, og det har Rosenmeier specielt kunnet mærke, efter at han kom hjem fra Brasilien.

- Der er kæmpestor forskel for mig på at vinde i 2008 og i 2016. Første gang kom jeg hjem, uden at der var nogen, der vidste det, og det var bare helt anderledes efter Rio. Efter guldet i 2016 er der stadig folk, som stopper mig på gaden, fordi de fulgte med i Rio.

Opbakningen og støtten er i dag en af Rosenmeiers store kilder til motivation:

- Skal man være en topidrætsmand, skal man være en ultimativ egoist, som virkelig godt kan lide sig selv. Den anerkendelse, der kommer ved, at folk følger med, er uden afstand den største drivkraft for mig. Følelsen af at vinde sammen med andre mennesker er exceptionel fed, og det vil jeg gerne opleve igen.

Mandag begynder VM i Slovakiet, og kampen om medaljer har måske aldrig været større. I dag vil han vurdere, at han kan tabe til alle i Top-16 i verden, og sådan har det bestemt ikke altid været, fortæller Rosenmeier.

Men selvom kampen om medaljerne er hård, ser han dog stadig gode muligheder for at være med, når det spidser til:

- Det er altid svært at forberede sig til VM. Ens turnering afhænger meget af, hvordan man har det mentalt, men hvorvidt jeg kan finde det helt rigtige spændingsniveau, er svært at sige, før jeg står i det.

- Der ligger en kvalitet i at kunne spille sig op i løbet af en turnering, fordi ellers kan man hurtigt have brugt krudtet den første dag. Jeg tror på, at vi i arbejdet frem mod VM, har gjort det rigtig godt for at gøre mig klar, og derfor har jeg også en forventning om, at det bliver sjovt – og det er sjovest, når man vinder.

- Mine chancer ved VM er gode. Jeg kan tælle fire-fem stykker, som kan slå alle, og dem er jeg en del af. Men for os fem er det piv-åbent, så jeg ville da nok ikke satse en million på, at jeg vinder.

VM i parabordtennis begynder i dag og varer frem til søndag.