Efter en hviledag skal de danske håndboldkvinder i aften op mod Montenegro i den sidste kamp i gruppespillet ved VM.
Derudover er der også masser af gode grunde til at tune ind på DR3, hvor nogle af verdens bedste skiløbere og snowboardere giver den gas ved Dew Tour.
Er du mere til ketsjere og fjerbolde, så er der også rigeligt med badminton fra sæsonfinalerne i Dubai.
VM: Danmark – Montenegro (håndbold)
LIGA på P3 fra kl. 18 og TV2, kl. 20.45. Danmark skal rejse sig efter øretæven mod Ungarn, og det skulle gerne gå udover Montenegro. Sidste gruppekamp ved VM er samtidig sidste mulighed for at spille sig yderligere op i tabellen og dermed sikre Danmark en på papiret lettere vej videre frem i turnerignen.
Dew Tour: Slopestyle finale (snowboard)
DR3, kl. 20.15. Hvis der mangler action til din julefrokost, så gå hjem og tænd for fjernsynet. Nogle af verdens bedste snowboardere fyrer op for lækre tricks og god stil, når der er finale i freestyle-disiciplinen Slopestyle. Fra kl. 18.15 kan du i øvrigt også se kvindernes slopestyle finale – den bliver sendt på dr.dk.
World Superseries Finals (badminton)
TV2 Sport, kl. 10.00. Ligesom ved VM i håndbold gælder det i dag de sidste gruppekampe ved World Superseries Finals i Dubai. Der er danskere med i alle kategorier undtagen damesingle. Jan Ø. Jørgensen skal op imod verdensmesteren Chen Long om gruppens førsteplads, så der skal nok komme knald på.