Det er de færreste sportsfolk, der har brug for en fest midt under et verdensmesterskab, men det var netop det, der reddede Magnus Carlsen, der efter nederlaget i ottende parti mod Sergej Karjakin udviklede tvangstanker.
-Jeg var et mørkt sted efter ottende parti, fortæller Magnus Carlsen til NRK.
-Tvangstankene meldte sig. Før parti otte var jeg sikker på, at det skulle gå, men efter nederlaget blev jeg meget usikker. Det var vanskeligt at fortælle sig selv, at det nok skulle gå godt.
Kunne ikke ryste tvangstankerne af sig
Det var selvforståelsen af at være verdens bedste skakspiller, der begyndte at briste hos den 26-årige nordmand. Han oplevede, at VM-titlen pludselig var i fare. Han spillede dårligt uden at vide hvorfor, og Carlsen var sønderknust. Det var dog kun de nærmeste, der oplevede den mentale nedtur, og de vidste, de måtte handle.
-Det var lidt skræmmende, at se Magnus (Carlsen, red.) sådan efter ottende parti. Han var knust og nærmest desillusioneret, fortæller søsteren, Ellen Carlsen.
Det norske skakgeni havde flere af sine nærmeste omkring sig, og det er ikke sikkert, Magnus Carlsen var kommet ud af sin mørke tilstand, hvis det ikke var for dem.
Kokken trådte til
Det var den mest desperate situation i Carlsens karriere, og derfor trak kokken Magnus Forsell den hårdtkæmpende nordmand med ud i byen for at spise en burger og hygge sig. De blev sent oppe, men da de kom tilbage fra middagen på Manhattan, sluttede arrangementet ikke. De besluttede sig for at holde fest på hotelværelset.
-Det handlede om at få skak ud af hovedet. Selv Magnus (Carlsen, red.) kan ikke overskue at tale om skak, når vi hygger os, lyder det fra Magnus Forsell.
-På det tidspunkt var jeg et meget mørkt sted. Jeg trængte bare til at give slip, fortæller Carlsen morgenen efter VM-sejren.
Rollespil ændrede på tvangstankerne
Hele Carlsens team sad oppe til sent på natten og spillede rollespillet Avalon. Verdensmesteren, kokken, lægen, søsteren, faren, manageren og altmuligmanden. De tvang simpelthen tvangstankerne væk ved at lave noget komplet andet end at tænke på skak.
Lægen og skakspilleren, Brede Kvisvik, fortæller dog til NRK, at det var en kalkuleret risiko:
-Det kunne have gået begge veje. Havde han tabt kampen, havde det været torskedumt, det vi gjorde. Det viste sig dog at være helt rigtigt, men det vidste vi ikke på det tidspunkt, fortæller Kvisvik til NRK.
VM-titlen i hus efter mentalt nedbrud
Det var en hård kamp for Magnus Carlsen. Både i hans mentale indre, men også mod en kompetent russer i Karjakin, der kæmpede både for ham selv og hele Rusland. Russeren var dog chanceløs i omspillet, og nordmanden beviste i sidste ende, at han er verdens bedste med et historisk sidste træk, der gjorde, at han kunne løfte VM-trofæet for tredje gang i karrieren.
-Hvis du vil være en stor sportsstjerne, så handler det om at levere, når det er sværest. Her viser han (Magnus Carlsen, red.), at han virkelig er en stor sportsmand, fortæller Carlsens træner Peter Heine.
Og da Magnus Carlsen efterfølgende valgte at sende en tak ud til sin kok, så troede forsamlingen, at det var en spøg, men Carlsen fortsatte:
-Han var en stor, stor hjælp.
