Dufour sikrer ny dansk medalje ved EM i dressur

Den danske dressurrytter sikrede sig en individuel medalje i Grand Prix Special-disciplinen.

Cathrine Dufour og Cassidy i aktion. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Cathrine Dufour og hesten Atterupgaards Cassidy red sig til en bronzemedalje ved EM i disciplinen Grand Prix Special.

Den danske duo scorede 79,762 point, og det blev kun overgået af de to tyskere Sönke Rothenberger, der vandt sølv, og suveræne Isabell Werth, der vandt sin 29. EM-medalje.

Efter indsatsen var Cathrine Dufour godt tilfreds med sin hest, der ikke lod sig gå på af de overvældende rammer på fodboldstadionet Nya Ullevi i Göteborg.

- Han var mere afslappet i dag, end han var i holdkonkurrencen, og jeg er virkelig yderst tilfreds med vores præstation i dag.

- Det er en meget stor arena, hvor der er plads til 50.000, tror jeg, og selvom der ikke er fyldt op, så sidder der mange mennesker og hujer og klapper og skaber virak. Og i dag virkede han mere rolig, og det kom til udtryk i programmet, hvor jeg kunne få ham til at arbejde for mig, så det var virkelig fedt, siger Cathrine Dufour.

De øvrige danskere leverede også fine resultater, men de kunne ikke blande sig i medaljestriden. Anna Kasprzak blev nummer otte, Anna Zibrandtsen nummer nummer 11 og Agnete Kirk Thinggaard nummer 13.

De 15 bedste kvalificerede sig egentlig til lørdagens individuelle finale i Grand Prix freestyle, men da hver nation kun må have tre ryttere med, kommer Agnete Kirk Thinggaard ikke med.

I freestyle må rytterne selv sammensætte det program, de vil ride, mens det i Grand Prix Special er ens for alle.

Danmark vandt onsdag sølv i hold-disciplinen.