Han er ikke interesseret i at pakke det ind, Jonathan Groth. Danmarks bedste bordtennisspiller.
Når han ved EM i München går til bordet, så er han langt fra at være i den forfatning, som han havde drømt om.
En omgang styrketræning i slutningen af juni har sat sine spor i ryggen, og først fire uger senere, få dage inden EM, har 29-årige Groth følt sig så meget tilpas, at det har været muligt at genoptage bordtennnistræningen.
Den slags har det med at vise sig, når boldene flyver.
- Jeg står ikke knivskarpt, desværre, siger Jonathan Groth.
- Jeg håber, at der stadig er lidt i posen, men det er først nu her, at jeg har været i stand til at træne en smule igen, og så har jeg været nødt til at skrue op for intensiteten de seneste par dage, så det minder om at være helt tilbage.
Må ikke have ondt af sig selv
Ikke siden OL i Tokyo har Jonathan Groth været til et stort mesterskab, og derfor har EM længe været en knappenål i kalenderen for den 29-årige dansker, der har savnet at stå på store scene.
Men når man ikke "står knivskarpt", så er det svært at have ambitioner om at nå de højeste luftlag, lyder det samtidig fra den danske bordtennisspiller.
En pragtpræstation i det tyske har altså svære udsigter, men det betyder dog ikke, at Jonathan Groth ikke vil give alt, hvad han har, for at nå langt.
- Ambitionen er ikke at tabe for meget til skaden, når jeg kommer til bordet. Jeg må give mig selv 100 procent, og så se, hvor langt det rækker.
- Jeg skal ikke stå ved bordet og have ondt af mig selv. Det er den helt store målsætning. At kunne give mig fuldt ud, når jeg spiller, siger Jonathan Groth.
Måtte ophæve kontrakt i Rusland
Kroppen er dog ikke det eneste, som Jonathan Groth har kæmpet med det seneste år.
Tilbage i februar forlod han sin russiske klub, kort efter at Rusland gik ind i Ukraine, og derfor var han klubløs i flere måneder.
Men over sommeren er det faldet på plads, at han fortsætter karrieren i den polske topklub Ks Dekorglass Działdowo, der også spiller Champions League.
Selv om det har kostet ham på bankbogen, så var den danske bordtennisspiller ikke i tvivl, da beslutningen skulle træffes.
- Ret hurtigt gik det op for mig, at jeg jo ikke kunne fortsætte med at spille i Rusland. Det havde jeg ikke lyst til, siger Jonathan Groth.
- Jeg tog selv kontakt til klubben og sagde, at vi var nødt til at ophæve kontrakten, selv om der manglede et år og sæsonen var i gang. Det var der heldgivis ingen problemer i.
- Det har kostet mig en del økonomisk, men jeg følte, at det var det rigtige, siger Jonathan Groth.
Jonathan Groth træder først ind i turneringen onsdag, mens Anders Lind, Tobias Rasmussen og Martin Buch Andersen repræsenterer Danmark i den indledende kvalifikationsrunde mandag formiddag.