- Falder man, så falder man. Vi tackler til jorden i dag.
Kontant men forståelig melding fra headcoach Thomas Ter-Borch inden aftenens træning bliver fløjtet i gang. En træning for Danmarks eneste kvindehold i amerikansk fodbold.
For godt og vel et år siden indtog Ter-Borch stillingen som træner for Copenhagen Tomahawks, forinden havde han kun trænet drengehold, og den nye titel som kvindetræner har udvidet hans horisont positivt.
- Pigerne vil det bare. Der er ingen dårlige undskyldninger, de vil bare gerne lære og spille, så der er fuld gas på hele tiden, siger han, og det ses tydeligt under opvarmningen, hvor samtlige spillere udfordrer deres hurtige fødder på trappestigerne.
Holdet tog sin form, da Nikita, en af spillerne på holdet, ytrede sin lyst til at spille amerikansk fodbold på flere sociale medier. Hun blev hurtigt bakket op.
- Og så endte det faktisk med, at det var en ivrig pige bag en computerskærm, som startede det hele, og det takker vi hende for i dag, siger Sabine Stengaard, Formand for Copenhagen Tomahawks.
Og så gik der ellers ikke lang tid, før et par af spillerne gjorde deres tanker og drømme om et amerikansk fodboldhold for kvinder til virkelighed. De kontaktede Copenhagen Tomahawks, som er en eksisterende klub i København. De havde i forvejen junior- og herrehold, og de bakkede op om tanken.
Herefter samledes det nye kvindehold i sne- og frostvejr til de første træninger i november sidste år.
- Det var meget få, som havde prøvet det før. Men vi er nogle damer med ben i næsen, og som skaber utrolig god stemning på holdet, og det betyder meget, siger Sidsel Andersen, der var den eneste med kamperfaring og som i bund og grund kendte til reglerne på forhånd.
Allerede fra første træning var der en solid opbakning til initiativet. Formand Sabine Stengaard var med fra allerførste træning, og den husker hun med glæde tilbage på.
- Sidsel var den eneste, der kendte spillet, og så løb vi andre bare forvirret rundt. Men nu kan man mærke, at vi har udviklet os helt sindssygt, og det er fedt, siger hun.
Vil erobre Sverige tilbage
Men quarterback Sidsel Andersen er ikke længere den eneste med kamperfaring på holdet, der nu tæller omkring tyve spillere. Copenhagen Tomahawks har det seneste halve år haft besøg af et svensk og et norsk hold til kampe, hvilke har udfordret spillerne, men også givet mod på mere.
- Der er mange på holdet med masser af talent, men som aldrig havde stået i en kampsituation før, og der er der en masse ting, som skal spille på samme tid. Det har været en stor udfordring og et stort pres, forklarer Sidsel Andersen.
Men det danske hold har gjort indtryk på modstanderne. Copenhagen Tomahawks er nemlig blevet inviteret til at spille i den bedste svenske liga fra april næste år og får dermed mulighed for at sætte endnu mere skub i udviklingen.
- Vi skal jo ud og forsvare fædrelandet, så det bliver rigtig fedt. Måske erobrer vi Sverige tilbage, siger træner Thomas Ter-Borch.
Han bakkes op af sine spillere, der glæder sig til at spille flere kampe, men de er samtidig klar over, at det kræver større seriøsitet, når holdet mødes hver tirsdag og torsdag aften i Hafnia Hallen i Valby Idrætspark.
- Vi skal ikke længere hyggesnakke så meget til træning. Vi rejser til Sverige for at give dem modstand, og dagen efter skal de kunne mærke, at vi har været der, siger Sabine Stengaard.
Med kun et år på bagen og få kampe i klubbens historie er headcoach Thomas Ter-Borch meget fortrøstningsfuld og forventer, at holdet kan markere sig på svensk grund inden for et par år.
- Jeg håber, at vi kan vinde det svenske mesterskab, for det vil være den største hån mod svenskerne. Det kan ikke lade sig gøre i år, men senere hen, lyder det fra cheftræneren.
Vi har alle sammen lidt en skrue løs
- Hey, du laver flamingoen, det skal du holde op med.
Thomas Ter-Borch peger med begge hænder mod en af spillerne, der løber med hovedet lidt for langt nede. Det er tydeligt, at træneren vil sætte alt i værk for at få det relativt uerfarne hold klar til forårets strabadser i den svenske liga. Træningen har nu ændret sig til det mere kamptekniske, nogle vil mene, at det kunne minde om en mindre brydekamp.
- Angrib, angrib, angrib. Kom nu, ikke så meget snak. Du må ikke tøve. Hit.
Som træneren fortæller, møder alle spillere op til træning med den rette indstilling, og det gennemsyrer den halvkolde kunstgræshal i udkanten af København. Der bliver klappet i takt, råbt, grinet og hujet.
- Vi har alle sammen en passion for den her sport, og så har vi nok alle lidt en skrue løs, siger Sidsel Andersen.
Allerede nu er Copenhagen Tomahawks i gang med forberedelserne til den kommende sæson i Sverige.
Desuden hersker en grundlæggende regel om, at der er plads til alle på holdet. Der er læger, revisorer, fysioterapeuter – kvinder der kan lide at løbe, og kvinder der ikke kan.
- Det er fedt at være en del af et fællesskab. Jeg tror, det er det, der driver mange – udover passionen for sporten. Der er plads til alle størrelser, og det er vigtigt, siger Sabine Stengaard.
Drømmen er en dansk liga
Copenhagen Tomahawks' fokus ligger altså nordøst for Danmark de kommende år, men det er kun fordi, der ikke er andre alternativer.
- Vi er de første i landet, og det er både godt og skidt. Det er fedt at være med til at starte og udvikle, men ærgerligt at vi ikke har modstandere i Danmark og må rejse til Sverige, siger formand Sabine Stengaard.
I Danmark er der lige nu flere amerikanske fodboldrækker for herrer, hvor den bedste tæller 8 hold og slutter af med en større finale sidst på sæsonen.
De kvindelige spillere håber på at kunne gøre kunsten efter, og med den måde ambitionerne lyser ud af spillerne i hver øvelse, om det så er på stigen, i kamp med puderne eller i sprint, tegner det meget godt.
- Det ville være kæmpe stort med en dansk kvindeliga i amerikansk fodbold. Jeg er nok lidt for gammel til at være med til den tid, men på nuværende tidspunkt er det drømmen, uden tvivl, siger Sidsel Andersen.
Men selv om spillerne håber på, at en dansk liga kan blive en realitet, har de også ambitioner, der rækker udover Danmarks grænser.
- Det kunne være fedt at få et landshold og rejse rundt med vores fans. Ikke kun præge Danmark, men også hele Europa, siger Sabine Stengaard.