- Vi er i en form for undtagelsestilstand. Men træd indenfor.
Camilla Martin åbner døren og bryder ud i et grin. For så slemt står det trods alt ikke til i rækkehuset i Holte, da DR besøger den tidligere verdensstjerne i badminton og nuværende studievært på TV3 Sport.
Det er godt nok en almindelig hverdag, og begge børn er hjemme. Den ældste nåede ikke i skole, fordi han kom sent hjem fra et fodboldstævne i Holland, i stedet står han i forhaven og jonglerer med en bold som en levende galionsfigur for et sportens hus.
- Der foregår kun sport her i huset, og når det ikke er fodbold, er det badminton, siger Camilla Martin, hvis yngste spiller badminton.
- Jeg laver nærmest intet andet end at holde øje med sport og ser stort set alt fodbold. Det er en blanding af lyst og research, men jeg har jo set fodbold hele mit liv. Jeg er vokset op med en bror, der spiller fodbold, og da vi var børn, så vi fodbold sammen under dynen, og på mine rejser til Asien, så jeg altid fodbold om natten, siger hun.
- Min bedre halvdel, Lars, synes, at det er rart, for han vil også gerne se fodbold. Vi har vilde fodboldfaglige diskussioner, og det kan blive så usagligt, når han ser fodbold, så nogle gange må jeg sige: ”Jeg behøver ikke at svare på det du siger, vel?”
Træt af Solbakken
I nu 10 år har hun selv stillet spørgsmål. I juni 2007 tonede hun første gang som vært frem på skærmen på 3+ i fodbold-programmet Onside. En lyshåret, kvindelig, pensioneret badmintonspiller i et macho-konservativt fodboldunivers, hvor fansenes viden ofte overgår de såkaldte eksperters?
10 år efter er de kritiske stemmer, der dannede et forudsigeligt skrigekor, forstummet. 43-årige Camilla Martin står stadig i studiet. Og de både folkelige og kompromisløse kompetencer, der førte hende til verdenstoppen i sportshallerne, er efterhånden brændt igennem skærmen og ud i stuerne.
Op til pokalfinalen i sidste uge blev hun hyldet af Brøndby-fans i Nyhavn, og nu får selv FCK-træner Ståle Solbakken med den verbale ketsjer af Martin.
- Nu skal du ikke blande dig i, hvad vi skal tale om, som hun sagde til ham forleden på skærmen.
- Du skal ikke stå og holde mund, hvad er du utilfreds med her? sagde hun, da træneren krævede at få vist et klip fra kampen uden at kommentere på det efterfølgende.
Eller da hun blev træt af, at Solbakken ofte har forladt studiet hensynsløst abrupt, når han mente, han var færdig.
- Nu siger vi tak, fordi du kom, og nu skal du ikke kyle mikrofonen, før jeg har lagt til reklamer. Nu bliver du pænt stående, indtil jeg har sagt, at vi går til reklamer, sagde Camilla Martin i liveudsendelsen til en sagesløst smilende Solbakken.
- De ting kunne jeg ikke have sagt til Ståle, da jeg startede på Onside for 10 år siden, siger Camilla Martin og fortsætter:
- Det handler jo om mod og erfaring, hvilket jeg har nu. I dag er jeg mere mig selv på skærmen, og dét har taget tid at nå. Dengang ville jeg ikke have været så fri, så jeg kunne gøre det, siger hun.
- Det handler også om, at jeg godt kan prikke til nogle ting, fordi Ståle godt ved, at jeg også gerne vil vinde. Han ved, hvor jeg kommer fra, og hvad jeg er lavet af, fordi jeg selv har været igennem mange af de samme ting. Det handler om respekt.
- Folk som Ståle og Alexander Zorninger (Brøndby-træner, red.) er to meget klassiske eksempler på mennesker, der vil vinde. De besidder en ærlighed, som jeg godt kan genkende. De vil egentlig skide på os, og hvilke vinkler vi har. De har kun ét for øje, og det er at vinde kampe, ligesom jeg havde som spiller og nu har som studievært.
Her fortæller Camilla Martin om sin rejse gennem 10 år foran kameraet:
"Dumme spørgsmål virker"
- Da jeg var spiller, vidste medierne, hvad de fik, når de kom til mig, og det kunne godt være en sviner, hvis det var gået skidt. Morten Ankerdal (TV 2, red.) har da fået en smule med på vejen, og Thomas Vestergaard (DR, red.) fik en overhaling efter OL i 2004.
- Jeg har aldrig oplevet omgangen med medierne som ubehagelig eller træls, jeg synes altid, jeg har fået en god behandling. Og så vandt jeg meget på, at jeg svarede pænt på henvendelser, også selv om det var negativt. Dét og min ærlighed har været interessant for medierne.
- Det har jeg taget med mig i mit nuværende job. Jeg har eksempelvis fundet ud af, at det dumme spørgsmål ofte virker. Det er dét, de gerne vil høre hjemme i stuerne: ”Hvordan havde du det, da du tabte?” Hvor man som udøver ofte har tænkt: ”Er du dum, hvordan tror du, jeg havde det?”
- Jeg har også altid holdt fast i, at jeg ikke er journalist, hvilket gør, at mine samtaler med gæsterne er anderledes end en journalists, jeg kan stille det dumme spørgsmål på en lidt anden måde.
- Mange af gæsterne ved godt, hvad jeg har været igennem. De kan godt fornemme, at når jeg stiller et spørgsmål, er det ikke for sjovt; det er flettet ind, at det har jeg selv prøvet. Dér besidder jeg måske noget, som en almindelig journalist ikke har, fordi jeg kommer fra en anden verden. Der er en anden form for respekt.
"Dåseøl, mandagstrænere og nørder"
- Da jeg fik tilbuddet om at blive studievært på Onside, tænkte jeg, at det var en opgave, jeg godt kunne prøve kræfter med. Men det var naturligvis også grænseoverskridende, for det var jo langt, lyst hår, badmintonspiller og kvinde ind i et mekka af dåseøl, mandagstrænere og nørder. Der var en masse ting i dét, der kunne ende i hat og briller, og dét har det sikkert også gjort ind i mellem.
- Dengang havde jeg ikke tid til at tænke over min fremtid, for det, at jeg skulle stoppe som badmintonspiller, fyldte utroligt meget. Jeg blev nødt til at være tilstede i netop dét for at få sluttet af på en god måde. Jeg har altid været god til at være i dét, jeg var i, gå ud af det, lukke døren og så gå videre til det næste.
- Jeg startede op med Claus Borre som skærm-træner, han var en hård, hård træner, men det var uvurderligt. Jeg har jo altid skullet forberede mig i min badmintontræning, og det samme gælder i dette job. At komme ind i et studie var lidt grænseoverskridende, og det var da helt ærligt svært at slappe af i det i det første halve år.
"Badminton-dullen ud af studiet"
- Der har været en masse kritik. Især i starten. Ikke så meget fra medier, men fra fansene og nørderne, som ville have mig ud af studiet, og det vil nogle da stadigvæk. De skriver på Facebook eller henvender sig privat, hvor man så får en overhaling. Men jeg har aldrig været bange for kritik, aldrig blevet rystet eller ked af det, eller tænkt at jeg ikke kunne mere.
- Hvis jeg skulle tage alt det på mig, havde jeg ikke været her nu. Det handler om at stole på sig selv i rollen og stole på dét, man kan bringe til jobbet, og så vil der altid være nogen, der synes, at man er forfærdelig. Man kan ikke gøre alle tilfredse, men handler det om dét? Nej.
- Da jeg var spiller, blev jeg også angrebet på noget, jeg egentlig syntes, jeg var fornuftig til. Jeg vil altid gerne vinde, hvilket er den approach, jeg også har haft som studievært. Jeg skulle ikke fanges i at sige FCN, når det var FCK. Basis har altid været på plads i forhold til fodbold. Skulle jeg nu lave politik i stedet, så ville jeg være helt ude at skide, fordi jeg ikke ville være hjemme i det, men jeg er godt plantet i fodbolden.
- Jeg får nok mere ros nu, end da jeg startede. Klaphattene er der jo stadigvæk, og de bliver ved med at kritisere. Nogle gange kommer folk også med fine input, og så svarer jeg dem. Men dem, der bare skriver: ”Få nu den badminton-dulle ud af studiet”, kan jeg ikke bruge til noget.
- Og det skal da slet ikke være de typer, der skal få mig ned med nakken. Det med at blive kritiseret har været en del af mit liv, siden jeg var 15, ’couldn’t care less.’
"Kønskampen er håbløs"
- Jeg trådte som kvinde ind som studievært i fodboldverdenen, hvilket naturligvis blev et emne. Men jeg gider ikke at gå ind i kønskampen, for den er håbløs. Det har jeg valgt at lade ligge, for jeg kan intet gøre ved det. Og det generer mig virkelig ikke, jeg føler mig ikke angrebet på mit køns vegne. For mig handler det ikke om feminisme.
- Selvom halvdelen af den danske befolkning synes, det er fint med kvindelige værter og eksperter, vil der stadig være nogle hatte, der ikke synes dét. Der skal ikke være larm over, at nu har kvinder endelig fået kæmpet sig ind i et tv-studie. Der er nogen, der gerne vil påberåbe sig retten til at være her, men det gider jeg ikke.
- Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være studievært, og jeg nyder at være det, men hvis jeg skulle begynde at retfærdiggøre, hvorfor jeg er i denne position, bliver det langt, og vi bliver aldrig enige om noget alligevel. Derfor distancerer jeg mig fra det og nyder mit job, og at jeg rent faktisk får anerkendelse. Mere behøver jeg ikke.
- Spillerne er da ligeglade. Det kan godt være, at de i deres omklædningsrum har snakket om, at jeg var kvinde, men generelt har jeg ikke oplevet negativ respons af dén karakter. Jeg tror faktisk, at de er mest ligeglade af alle. De ved, at de skal stille op til et klassisk interview, og så kan de have en holdning til spørgsmålene, men så stikker det heller ikke dybere.
"Jeg ville væk fra Camilla Martin"
- Jeg har ikke haft et behov for rampelyset eller opmærksomheden. Det var ikke derfor, jeg tog dette job. Jeg ville bare væk fra badminton-verdenen, jeg ville væk fra mit eget navn, det dér ”Camilla Martin” var jo virkelig anstrengende til sidst, hele tiden den samme og samme historie om mig, min karriere og mit liv. Det ville jeg væk fra, og det er jeg kommet i dag.
- Jeg synes også, at det med opmærksomheden er lidt misforstået. Der er så meget snak og skriverier om værter, men det er jo ikke os, det handler om. Jeg er meget bevidst om, at min rolle er at være playmaker og spilfordeler og at få det bedste ud af gæsterne. Det er dem, der skal være genstand for opmærksomheden og ikke mig.
- Opfattelsen er også, at værtsrollen er svær. Nej, det er den ikke. De, der har det svært, er alle dem, der producerer udsendelserne. Jeg var jo intet uden dem. De kunne lave timers tv uden mig, jeg kan ikke lave ét minut uden dem.
- Det er urimeligt, at værter fylder så meget i mediebilledet, for det er de andre, der trækker det store læs. Det er altså ikke raketvidenskab at være studievært. Jeg vil gerne væk fra, at værter er noget af det mest fantastiske, der findes.
"Medaljerne er det vigtigste"
- Jeg kan ikke forestille mig at lave noget andet, men det er også dumt at afskrive noget. Kunne jeg se mig selv lave programmer som Go’ morgen Danmark eller Aftenshowet? Det ved jeg ikke, om jeg ville være gearet til, men det skal man aldrig afvise. Der er bare noget med sport, der virkelig trækker, og som jeg ikke kan undgå at have noget i klemme for, fordi jeg ved, hvad udøverne gennemgår af op- og nedture.
- Flow-tv kører jo nok på lånt tid, derfor laver jeg også ting digitalt, som jeg befinder mig godt i, hvilket også har hjulpet mig i rollen som studievært. Det er et helt andet format, som er superfedt. Det kan noget andet end det helt stringente tv-setup, det er meget mere dialogbaseret og uden alt det stiveste puds og makeup.
- Jeg har vundet de priser og medaljer, som jeg skal vinde i mit liv. Ligegyldigt, hvad jeg foretager mig herfra og har foretaget mig i de seneste 10 år, kan det ikke måle sig med badminton-medaljerne på væggen. Jeg har fået den opmærksomhed, jeg skal have, jeg behøver ikke mere. Målet for mig er at være tilstede i det, jeg laver og have det godt med det.
"Nu er jeg mig selv"
- Jeg har meget svært ved at spille en rolle på skærmen. Måske spillede jeg en rolle i starten. Man kommer til at gøre det, man bliver mekanisk, lidt stiv og usikker på, om man kan det her. Nu lever det på en helt anden måde. Nu lever det sit eget liv
- Stille og roligt har jeg fundet en vej og en ro i det. Det blev hverdag at gå på arbejde, og jo flere opgaver, jeg fik, jo mere er jeg vokset med opgaverne. Der er en kæmpe forskel fra, jeg startede. Jeg er mere tilpas med rollen, er mere hjemme i det hele, kender spillerne og kender setuppet. Jeg har bygget på og bygget på.
- Og nu er jeg bare mig selv på skærmen med alt, hvad det indebærer. Det har taget noget tid at komme dertil, men jeg synes, jeg er dér nu.