Hvis du er fan af ræs og en "lige ud af posen"-jargon, er speedway-køreren Mikkel Michelsen en mand efter dit hjerte.
Da årets VM-sæson lørdag blev indledt, kørte den 27-årige dansker sig på podiet med en tredjeplads og viste tydeligt, at han er, hvor han skal være.
- Det føles fantastisk. Det var en hård aften, og jeg havde måske lidt nerver og lavede også et par småfejl. Men det lykkedes at få en podieplads, og det var fint, siger Mikkel Michelsen til DR Sporten.
Han kalder en top seks-placering sæsonens realistiske mål, men vrider samtidig gashåndtaget i bund hver eneste gang i håbet om at give alle de andre baghjul - uanset om det så gælder udenlandske konkurrenter eller landsmanden Leon Madsen.
- Jeg kan slå alle. Jeg er sgu lige glad med, hvad fanden de hedder. Leon er en konkurrent ligesom alle andre. Når vi kører ud til snoren, er jeg ligeglad med, hvem de er. Jeg er ikke bange for ham på nogen måde, siger Mikkel Michelsen.
Leon Madsen blev nummer syv i VM-stillingen sidste år, mens Michelsen måtte nøjes med en 18.-plads.
Dansk VM-bejler fik forfærdelig optakt
Netop Leon Madsen glædede sig over endelig at være i gang igen, til trods for at dagene frem mod grandprixet i Kroatien tærede på kræfterne.
- Optakten har været fucking forfærdelig. Jeg har ligget syg hele ugen med influenza og feber, og jeg har faktisk haft det ad helvedes til, siger Leon Madsen til DR Sporten.
At det alligevel lykkedes at køre 12 VM-point hjem, selvom han missede en plads i finalen, var derfor mere end godkendt. Særligt når han samtidig døjer med en knæskade fra sidste års sæson, hvor et ledbånd i knæet fik et riv.
- Der er tit smerter i knæet, når jeg skal sove. Det er tough, men jeg kæmper for det, siger Leon Madsen.
Som om sygdom og et dårligt knæ ikke var nok, har jernmanden Madsen også været kraftigt udfordret af to diskuspolapser i ryggen. De bliver formentlig ved med at drille, medmindre danskeren ryger en tur under kniven.
Og det ligger ikke just først for, når drømmen er at stryge helt til tops.
- Målet er stadigvæk at vinde VM. Kan jeg komme herfra (i Kroatien, red.) med en femteplads med voldsom influenza og høj feber, så bare vent og se, til jeg bliver frisk igen, siger Leon Madsen.
Den tredje dansker i lørdagens grandprix, Anders Thomsen, kippede også med flaget, da han kørte sig i finalen. Her endte Thomsen dog på sidstepladsen og endte som sammenlagt firer.
Næste grandprix køres i Warszawa om to uger, og det ligger allerede fast, at der efter sæsonens 12 grandprixer skal findes en ny verdensmester. Sidste års vinder, russiske Artem Laguta, er nemlig blevet udelukket af Det Internationale Motercykelforbund (FIM) efter Ruslands invasion af Ukraine.