Jonas Høgh-Christensen skal til sit fjerde OL i træk, når der til august skal sejles om medaljer i finnjolle-klassen ud for kysten i Rio.
En 11. plads ved EM i Barcelona sikrer Jonas Høgh-Christensen OL-billetten. Han har nu opbygget så stort et forspring i den danske udtagelsesserie, at det tredje og sidste udtagelsesstævne på Mallorca om to uger ikke spiller nogen rolle i det samlede regnskab.
- Jeg er lettet over, at jeg ikke behøver spekulere på udtagelsen mere. Fra nu af kan jeg fokusere 100 procent på OL-forberedelserne, og det kommer jeg til at gøre. Jeg har et tæt program frem mod OL, siger Jonas Høgh-Christensen, der nu rejser videre til Mallorca for at træne i to uger forud for det årlige Europa Cup-stævne i Palma.
Jonas Høgh-Christensens ambition ved OL i Rio er at skifte sølvet fra London i 2012 ud med guld, og mulighederne skulle være gode efter hans hans evige rival Ben Ainslie nu er skiftet til America's Cup-sejlads.