Anna Muzychuk er verdensmester i hurtig- og lynskak.
Titler, hun vandt sidste år i, men som hun ikke er på plads til at forsvare i disse dage, hvor der afholdes VM.
Værtsnationen er nemlig Saudi-Arabien, og i det religiøst konservative land er der nogle klare regler for, hvad kvinder må og ikke må.
Blandt andet at de er iklædt abaya – en traditionel beklædningsgenstand i form af en lang løs kjole i mørke farver – ligesom de ikke må færdes udendørs uden at være ledsaget af en mand.
- Om nogle få dage mister jeg mine VM-titler en efter en. Bare fordi jeg har besluttet ikke at tage til Saudi-Arabien. Ikke at spille efter andres regler, ikke at iklæde mig en abaya, ikke at være ledsaget, når jeg går ud, og i det hele taget ikke føle mig som et andenrangs-væsen, skriver hun i en følelsesladet opdatering på Facebook.
Den 27-årige ukrainer og hendes søster Marija - de er begge professionelle skakspillere - har besluttet sig at blive væk fra VM-turneringen, selvom lokale medier ifølge netavisen independent.co.uk rapporterer, at de kvindelige deltagere ikke er tvunget til at bære abaya, men at de kan spille iført bukser og højhalsede trøjer.
Ligegyldighed fra omverden
For Anna Muzychuk er det særligt omverdens tilsyneladende ligegyldighed over for hele sagen, der går hende mest på.
- Jeg er klar til at stå fast på mine principper og droppe begivenheden, hvor jeg ellers forventeligt kunne tjene mere, end jeg ellers kan sammenlagt ved at spille et dusin andre turneringer. Det er alt sammen irriterende, men det, der oprører mig mest, er, at ingen synes at gå op i det.
Den ukrainske skakstjerne lover dog at hun ikke er har tænkt sig at give helt op.
- Og ja, for de få af jer, for hvem det betyder noget – vi kommer tilbage! skriver hun.
Det er ikke kun det saudiarabiske kvindesyn, der har skabt problemer for deltagerne. Israel har protesteret over, at visumansøgninger til nationens skakspillere blev ignoreret, og Qatar og Iran, som i øjeblikket er i konflikt med Saudi-Arabien, har oplevet samme problem.
Der afholdes VM i hurtigskak fra den 26. til den 28. december, og det afløses af VM i lynskak, der afvikles den 29. og 30. december.