Det har udløst et ramaskrig blandt verdens bedste kvindelige skakspillere, at de tvinges til at bære en hijab som hovedbeklædning under næste års VM, fordi det ligger i det muslimske land Iran.
Placeringen af værtskabet blev vedtaget af det internationale skakforbund Fide tidligere på ugen, og hvis ikke de kvindelige VM-deltagere dækker sig til, risikerer de bøder eller anholdelse. Siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har det nemlig været lovpligtigt for kvinder at bære tørklæde offentligt.
Det har fået flere af topspillerne til at true med at boykotte VM, skriver avisen The Telegraph.
- Det er fuldstændig uacceptabelt at lægge en af verdens vigtigste turneringer et sted, hvor kvinder tvinges til at bære hijab.
- Hvis ikke situationen ændrer sig, vil jeg helt sikkert ikke deltage, siger den amerikanske mester, Nazi Paikidze, til avisen.
Hvordan skal vi forberede os?
Hun får opbakning af den tidligere panamerikanske mester Carla Heredia fra Ecuador, der lufter en anden problemstilling.
- Sport bør være fri for diskrimination af køn, religion og seksuel orientering.
- Ét problem er kravet om at bruge hijab. Et andet er, at kvinder ikke må dele værelse med en mand, hun ikke er gift med. Så spørgsmålet er, hvad der sker, hvis en kvindelig spiller besøger sin mandlige træners værelse for at forberede sig til en kamp?, spørger hun.
Tidligere på året holdt det internationale skakforbund en grand prix-turnering i Iran, og her blev kvindelige deltagere også her påbudt at bruge hovedbeklædning.
Kulturer må respekteres
Den amerikanske stormester Susan Polgar, der er formand for kvindeudvalget i det internationale skakforbund, forsvarer, at kvindelige VM-deltagere må bruge hijab.
- Jeg har rejst i næsten 60 lande. Når jeg besøger forskellige steder med forskellige kulturer, vil jeg gerne vise min respekt ved at klæde mig på efter deres traditioner.
- Hvis en spiller har problemer med det, må hun sige sin mening til kvindeudvalget eller det internationale skakforbund, og så må vi se på det til vores næste møde, siger Polgar til The Telegraph.
Det internationale skakforbund har i forvejen sit at kæmpe med, da forbundets russiske præsident Kirsan Ilyumzhinov ifølge avisen er under anklage for at gøre forretning med den syriske præsident Bashar al-Assads regime.
VM i skak skal efter planen afholdes i februar 2017 i den iranske hovedstad Teheran.