Når vinter-OL i februar løber af stablen i den sydkoreanske by Pyeongchang, bliver det med Dannebrog vajende i langrendsdisciplinerne. Det stod klart efter et World Cup-stævne lørdag i italienske Toblach.
Danske Martin Møller sikrede sig nemlig en 79. plads på de italienske løjper, hvilket gav 80 FIS-point. Det danske OL-krav er på 100 FIS-point, og det er anden gang, at Martin Møller kommer under kravet i World Cup-sammenhæng.
Der er stadig to løb under Tour de Ski, der kan udløse en kamp om den danske OL-plads. Martin Møller er dog endnu eneste dansker, der er kommet under OL-kravet to gange. Danske Lasse Hulgaard stillede ikke til start i Italien lørdag.
Martin Møller, der bor i Nuuk på Grønland, var også med ved vinterlegene i Sochi i 2014.