Nu kan du dyste mod dit sportsidol: Er du bedre end den bedste?

DR Sporten giver dig nu mulighed for at møde dit sportsidol - og vise, at du faktisk er den bedste af jer to.

13-årige Mads Larsen dyster mod håndboldspilleren Ann Grete Nørgaard om hvem, der kan ramme overliggeren flest gange. Hvad vil du udfordre Ann Grete Nørgaard i?

Hvem er dit store sportsidol? Er det den rapkæftede håndboldspiller Ann Grete Nørgaard? Er det den tårnhøje basketballspiller Chris Christoffersen? Eller måske den lynhurtige, danske landsholdsspiller i fodbold, Riza Durmisi?

Uanset hvem du synes, der er den sejeste sportsstjerne i Danmark, så får du nu chancen for at møde vedkommende ansigt til ansigt - og vise, at du faktisk er den bedste af jer to. Chancen får du i DR Sportens nye serie på dr.dk og Facebook 'Bedre end de bedste'.

Ann Grete Nørgaard vs. 13-årige Mads

Vi har tyvstartet lidt og allerede lavet første afsnit, så du kan se, hvad det hele egentlig går ud på. Mads Larsen er 13 år, fra Viborg og spiller håndbold i sin fritid. Han fik chancen for at vise, om han kunne slå Viborg HK's landsholdspiller, Ann Grete Nørgaard, i en dyst, hvor målet var - ja, målet.

Ud af fem forsøg skulle de to se, hvem der kunne ramme overliggeren af målet flest gange fra midten af banen. Resultatet af den dyst må du klikke på videoen over artiklen for at se.

Sådan gør du

Hver uge vil vi her på DR Sporten udpege en ugens sportsstjerne, som du derude får muligheden for at udfordre til en dyst. Hvad dysten skal gå ud på, må du helt selv bestemme. Det kan være inspireret af stjernens egen sportsgren, men det behøver det ikke.

Så hvis du vil vise, at du f.eks. er bedre til at jonglere end Durmisi eller bedre til at lave trick-shots end Christoffersen, skal du lave en video af dig selv, hvor du både præsenterer dig selv og fortæller om det, du vil udfordre sportsstjernen i. Hvis du kan, må du også meget gerne demonstrere disciplinen, så alle ved, hvad det går ud på.

Når du har lavet videoen sender du den til os ved at slå den op på DR Sportens Facebook-side, som du finder på facebook.com/DRSporten eller på mail til kasj@dr.dk.

Ann Grete Nørgaard er ikke sådan at vippe af pinden, og hun er derfor klar på endnu en udfordring i næste uge. Hvad vil du udfordre hende i? Send din video ind på DR Sportens Facebook-side nu.