Sejlsportskommentator: Meget uheldig situation

DR’s sejlsportskommentator Bo Hasseriis vurderer, at der i værste fald ikke kommer en mandlig dansk 49er med til Rio.

(Foto: © Das Buro, Dansk Sejlunion)

Mandag meldte Dansk Sejlunion ud, at Jonas Warrer og Anders Thomsen har afbrudt deres samarbejde i 49er-klassen.

Det sker på trods af, at de er kvalificerede til OL, og at de så sent som for to uger siden leverede de varen ved VM.

- Jonas Warrer er jo tidligere OL-guldvinder og Anders Thomsen har også tidligere gjort det rigtig godt i 49er-klassen. De har på det seneste vist god form og lavet en femteplads ved VM i Miami og de var på vej mod OL-formen. Jeg ville potentielt regne dem blandt mulige OL-medaljevindere.

- Det er sportsligt set meget, meget uheldigt for landsholdet. Det betyder, at man nu skal finde ud af, hvem der skal udgøre mændenes 49’er, lyder vurderingen fra DR's sejlsportskommentator Bo Hasseriis.

Warrer med ny makker

Jonas Warrer har allerede fundet sig en ny makker, mens Anders Thomsen fortsat leder efter en rorsmand, som han kan teame op med.

- Den første konstellation der er kommet ud af det her er Jonas Warrer og Christian Peter Lübeck. De er bagud, da de ikke har sejlet sammen hele året. Men er der et landshold, der kan løfte det her, så er det det danske landshold.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan de vi gøre det de næste to måneder, hvor der er en del stævner, hvor de kan lære hinanden at kende. Der er et stævne ved Las Palmas på Mallorca om ca. tre uger og så er der et EM og Kieler-ugen. Jeg vil umiddelbart tro, at de satser på sejle alle de her stævner.

- De kender begge to båden og kan sejle stærkt. Det handler om at blive til en enhed. Så må man fra unionens side vurdere om, det er nok til at give dem OL-billetten, fortsætter Bo Hasseriis.

Nationsplads ikke lig med OL-deltagelse

På trods af at Warrer og Thomsen har sikret Danmark en nationsplads ved legene i Rio de Janeiro til sommer kan man nemlig ikke tage det for givet, at der er en mandlig dansk 49er på vandet ud for Rio til sommer.

Er der en risiko for, at vi ender med ikke at få en mandlig 49er-båd med ved OL?

-Ja, det er der. Landsholdsledelsen vil nok vurdere, at hvis ikke kan opnå en placering omkring top 5 - måske top 8, så skal vi ikke have nogen 49er med.

- Så risikoen eksisterer, men jeg tror på, at vi kan stable noget godt på benene på kort tid – primært fordi, at vi har så lang en historik omkring 49eren her i Danmark, slutter Bo Hasseriis.