Sejlunion: Elvstrøm var århundredets sportsmand

Sejlerikonet Paul Elvstrøm har på alle måder været en sportsmand, som har sat nye standarder, siger sejlunion.

Sejleren Paul Elvstrøm er død i en alder af 88 år, oplyser hans familie. Paul Elvstrøm vandt fire OL-guldmedaljer og 13 verdensmesterskaber. (Foto: © ukendt, Scanpix)

En inspiration for os alle sammen.

Sådan siger formanden for Dansk Sejlunion, Hans Natorp, om sejleren Paul Elvstrøm, som er sovet stille ind i sit hjem i Hellerup 88 år gammel.

- Han er en af de få idrætsmænd, som har ikonstatus på globalt plan og har betydet så meget for udviklingen og innovationen i sporten. Jeg kan ikke pege på andre, som på tværs af sportsgrene har samme status, siger Hans Natorp.

Innovativ legende

Formanden fortæller, at Paul Elvstrøms opfindsomhed i høj grad har formet sejlsporten, som sejlsporten er i dag.

Sejlerlegenden opfandt blandt andet en bailer - også kaldet en selvlænser - som man i dag bruger til at tømme en båd hurtigt for vand. En særlig lukkemekanisme og tryk gør, at vandet kun kan løbe ud.

- Det er et eksempel på en Georg Gearløs-opfindelse, som Paul Elvstrøm stod bag, siger Hans Natorp.

Sejlunionens formand repræsenterede Dansk Sejlunion ved OL i 1988, som også var det sidste OL, Paul Elvstrøm deltog i.

- Den spændvidde han favnede, blev vist under det OL. Det var bare en fantastisk oplevelse at være en del af den æra. Jeg er på den måde dybt berørt og beæret, siger Hans Natorp.

/ritzau/