Skakstjerne møder sin nemesis i en ny kamp om snyd, splittelse og skandaler

Magnus Carlsen skal mandag spille mod Hans Niemann, der er blevet anklaget for at have snydt i sin sejr over nordmanden.

Den norske skakstjerne Magnus Carlsen skal igen møde amerikanske Hans Niemann. Anton Vaganov/Reuters © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers.

I dansk fodbold er det Brøndby mod FCK.

Bokseverdenen ser tilbage på Joe Frazier mod Muhammad Ali.

Nogle rivaliseringer har det med at overgå den sport, de er en del af, og tiltrække opmærksomhed fra folk, der ellers ikke ville have fundet plads til stadion eller ramt den rette kanal i flimmerkassen.

Sådan bliver det også mandag aften, når Magnus Carlsen og Hans Niemann tager plads på hver side af skakbrættet under turneringen Julius Baer Generation Cup. Her kommer de formentlig ikke kun til at tænke på hinandens næste træk, men også tilbage på de seneste uger, hvor stridshanerne har trukket de fleste skakoverskrifter efter en dramatisk sejr til amerikaneren Niemann.

Magnus Carlsen trak sig fra både kamp og turnering, og efterfølgende insinuerede nordmanden tydeligt, at han måtte have været offer for amerikansk snyd.

Der er fortsat ingen beviser for, at Niemann brugte ufine tricks i sin sejr. Han har sågar fortalt, at han vil spille nøgen for at vise, at han ikke gemmer hjælpemidler under hverken trøje eller bukser.

Det bliver formentlig med trævler på kroppen, når de to mødes igen mandag aften, siger DR’s skakkommentator Morten Runge. Men selvom de sidder med noget nær en halv klodes afstand og spiller online, kommer luften til at være så tyk, at den kan skæres med en rusten smørekniv.

- Det er så kæmpstor en splittelse. Det er så mystisk, så uafsluttet og så meget David mod Goliath. Historien har så mange facetter, der er mærkelige og spændende og sørgerlige på samme tid, siger Morten Runge.

Faktisk har han ikke oplevet noget lignende i sin tid som skakkommentator.

- Hvis der har været snyd, er det et vildt perspektiv. Men det er lige så vildt, at man kan anklage hinanden for det uden beviser, siger han.

Det er så interessant, at det bliver den mest fulgte kamp ved turneringen, selvom der ifølge Morten Runge rent sportsligt burde være meget større fokus på andre dueller senere i ugens løb.

Uskyldig, til det modsatte er bevist

Turneringsdommeren fra Niemanns sejr tidligere på måneden har fastslået, at amerikaneren ikke er fundet skyldig i at have snydt. Siden har Magnus Carlsen også været lukket som en østers, og Morten Runge forventer heller ikke, at nordmanden kommer til at holde en brandtale før, under eller efter mandagens nye duel.

- De kommer begge til at have et stort behov for at vinde, siger DR's skakkommentator.

Magnus Carlsen har været nummer ét på verdensranglisten siden juli 2011. (Foto: © Anton Vaganov, Ritzau Scanpix)

Skak er en stor sportsgren, hvor de største stjerner har mange følgere og fans. Derfor blev det hurtigt efter Niemanns sejr gravet frem, at amerikaneren tidligere i sin karriere havde snydt. Det blev af mange brugt som direkte bevisførelse, mens han selv afviste, at han igen havde brugt ufine kneb.

Til gengæld var det med til at give dramaet mellem Niemann og Carlsen mere brænde på bålet, siger skakkommentator Morten Runge.

- Hvis du sætter internettet til at grave i din fortid, bliver der helt sikkert fundet noget. På den anden side har Niemann fået mere sympati, fordi Magnus Carlsen ikke har sagt noget. Han må jo være uskyldig, til det modsatte er bevist, må man tænke.

På mange måder er der splittelse i skakverdenen, siger Morten Runge, for Magnus Carlsen, der ellers altid har været et skridt foran sine konkurrenter, har ikke levet op til den status, der følger med at være verdens bedste.

- Det er en skandale på mange måder, for når han har talt, har man altid troet, at han havde ret.

- Sympatien for Magnus Carlsen er ved at tippe lidt. Jeg har aldrig set ham have så lidt sympati i en sag før, og jeg synes, at han har misbrugt sin troværdighed.

Magnus Carlsen har på mange måder sat nye standarder for professionel skak. I 2019 besøgte han København, hvor han spillede mod skakspillere samtidig. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

En kamp udover det sædvanlige

Selvom turneringen, der begyndte søndag og varer en uge, ikke er lige så stor som et VM, trækker duellen mellem Carlsen og Niemann meget opmærksomhed. Mange, der ikke ellers ville tænde for frekvensen, kommer til at følge med.

Man kan forvente, at Magnus Carlsen vil vise sin klasse, siger Morten Runge. Men sportsligt bliver det enormt spændende, og faktisk er det svært at vide, hvad man skal forvente.

- Der er en masse følelser med had og revanche, siger DR's skakkommentator.

Ved turneringen Julius Baer Generation Cup bliver der spillet hurtigskak, og selvom duellen på papiret ikke er lige så vigtig som opgøret tidligere på måneden, er der nu noget helt andet, der spiller ind.

- Den symbolske værdi er helt enorm. For Niemann må det virkelig være ekstremt, for hvis han vinder, kan han sidde og vente på, om han igen skal anklages for at have snydt.

- Niemann har uden tvivl alt at vinde, mens Magnus Carlsen allerede har vundet mange gange over Niemann. Og han vil heller ikke tabe den her.