Spaniens Grandprix – kvalifikation (Formel 1)
TV3+, kl 13.30.
I fredagens træning leverede Kevin Magnussen en 11.-plads og derefter en 14.-plads på banen ved Barcelona i Spanien. Men lørdag er det alvor for den danske Formel 1-kører.
Magnussen og holdkammeraten på Renault, Jolyon Palmer, skal nemlig køre kvalifikation til selve løbe, der køres søndag, og startpladsen i grid’en kan få stor betydning for, om danskeren igen skal score VM-point.
Efter tre grandprix’er uden point for danskeren, kom han endelig på tavlen for to uger siden, da Rusland lagde bane til Formel 1-feltet. Her fik Kevin Magnussen en syvendeplads og scorede således seks point til det samlede regnskab.
Giro d’Italia, 8. etape (cykling)
TV2, kl. 14.30.
Det er et særdeles spændende Giro d’Italia i år set med danske briller. Efter de syv første etaper har vi nemlig Dannebrog med helt fremme, hvor det er sjovt.
Den 31-årige silkeborgenser Jakob Fuglsang har nemlig været stærkt kørende, og efter en flot indsats på især sjette etape ligger Fuglsang på en andenplads i det samlede klassement. Han er 26 sekunder efter hollandske Tom Dumoulin, der er i løbets lyserøde førertrøje.
I dag skal rytterne ud på 186 kilometer halvkuperet terræn midt på den italienske støvle. Højdepunktet er en kategori 2-stigning knap 20 kilometer før mål med navnet Alpe di Poti. Det særlige ved den stigning er, at rytterne skal ud på en grusvej på vej mod toppen.
Granada – Barcelona / Deportivo – Real Madrid (fodbold)
TV3+, kl. 17.00 / 6’eren, kl. 17.00.
La hora de verdad. Sandhedens time. Det er nu, det skal afgøres, hvem der bliver spansk mester i sæsonen 2015/16. Vi må sige, at pilen peger mod ét hold.’
Fodboldsæsonen lakker mod enden, og rundt om i Europa er de forskellige ligaer begyndt at have fundet deres vindere. PSG har for længst snuppet mesterskabet i Frankrig, mens også tyske Bayern München og italienske Juventus har ladet sig krone som mestre.
I England fik vi i denne sæson en sand sensation, da Leicester og Kasper Schmeichel viste udholdenhed og vandt Premier League, men i den spanske La Liga står slaget nu mellem ’the usual suspects’.
Som så mange år står det klart, at det spanske mesterskab enten skal til Barcelona eller Real Madrid. Det er sidste spillerunde i La Liga, og Barcelona har matchbolden.
Den catalanske kystklub har nemlig 88 point efter 37 kampe, mens Real Madrid har fået skrabet i alt 87 point sammen. Dermed kan Barcelona sikre sig mesterskabet, hvis man slår Granada på udebane. Bundklubben er sikker på overlevelse og har dermed ikke reelt noget at spille for.
Real Madrid er tvunget til sejr ude mod Deportivo, hvis man vil gøre sig nogen som helst forhåbning om at vinde guld. For selv hvis Barcelona skulle tabe, og Real Madrid indhentede det ene points forspring, så vil Barcelona vinde ved pointlighed, da man i Spanien regner indbyrdes opgør før målscore. Og her er Barcelona bedre en Real Madrid.
De to kampe spilles samtidig og kan følges på to med hinanden konkurrerende tv-kanaler. Hvad enten du vælger Barcelonas eller Real Madrids kamp, så skal det nok blive dødspændende.
FC Midtjylland – SønderjyskE (fodbold)
TV3 Sport 1, kl. 18.00.
Er du mere til dansk end spansk, så fat mod. Vores gode gamle Superliga byder nemlig på topkamp, når rækkens nummer to og tre tørner sammen i den tætte medaljestrid.
SønderjyskE har været ganske forrygende i denne sæson og indtager fortjent andenpladsen i Superligaen med 55 point efter 29 kampe. Sidste års vindere fra FC Midtjylland er på tredjepladsen, men har ’kun’ 49 point.
SønderjyskE kan dermed tage et gigantisk skridt mod sølvmedaljerne med en sejr, mens de færreste nok forestiller sig, at FC København kan hentes på førstepladsen med 62 point.
FC Midtjylland kan i dén grad også godt bruge en sejr, for i feltet lige efter kommer AaB, der også har 49 point, og Brøndby der har 48 point. Det er altså umådelig tæt i kampen om den fjerdeplads, der er sidste placering, som giver adgang til Europa i næste sæson.