SPORTSDAGEN Pokal-bonanza med start i Hjørring

Lørdagen står i pokalfinalernes, når der spilles fem af slagsen fra Hjørring til Wembley.

Theresa Nielsen kan vinde sin syvende pokalfinale med Brøndby - i træk! (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Giro d’Italia, 14. etape (cykling)

TV2, kl. 15.45.

Det er blevet tid kongeetapen i dette års kongeetape i Giro d’Italia. Det er i dag, at favoritterne virkelig kan vise, hvad de er lavet af, og der kan virkelig vindes (og tabes) tid i klassementet.

Rytterne skal på 14. etape op over ikke mindre end seks forskellige stigninger. En i kategori 3, tre i kategori 2 og to i kategori 1. Det er altså et dagsprogram, som de færreste glæder sig til at skulle igennem.

Med til historien hører det også, at etapen ikke er kortere, bare fordi den involverer mange højdemeter. Feltet kan nemlig se frem til vanvittige 210 kilometer i det svært kuperede terræn. Uf!

Vincenzo Nibali viste angrebslyst på fredagens etape. Lad os få noget mere af det. (Foto: © LUK BENIES, Scanpix)

Vincenzo Nibali fra Astana forsøgte sig fredag med nogle angreb på etapens sidste stigning, men ud over førertrøjens ejer, Bob Jungels, fik den italienske rytter ikke sat de andre favoritter af. Men der skal nok ske ting og sager på dagens etape.

Fredag fik vi også ny mand i den lyserøde førertrøje, da costaricanske Andrey Amador overtog æren. Nibalo, Alejandro Valverde og andre favoritter er dog ikke langt efter i klassementet. Bedste dansker er fortsat Jakob Fuglsang, der er nummer 10. Han er tre minutter og 15 sekunder efter Amador.

Fortuna Hjørring – Brøndby (fodbold)

DR3, kl. 15.45.

Det er store pokalfinaledag over hele Europa, og vi starter rundturen i Vendsyssel, hvor dagens eneste danske opgør finder sted. Der er nemlig pokalfinale mellem de uden tvivl to bedste danske kvindehold: Fortuna Hjørring og Brøndby IF.

Umiddelbart kunne man godt tænke, at Fortuna har en fordel, da pokalfinalen skal spilles på holdets hjemmebane i Hjørring, men sådan ser det bestemt ikke ud, hvis man kigger i statistikbøgerne.

De sidste seks (6!) pokalfinaler er nemlig blevet vundet af Brøndbys kvinder, og dermed kan de lave noget af en præstation, hvis det lykkes at vinde den syvende af slagsen i træk.

Crystal Palace – Manchester United (fodbold)

6’eren, kl. 16.00.

Også i England spilles der pokalfodbold, og det er den største af slagsen på de kanter. Det gælder nemlig årets FA Cup-finale på Wembley; en stor, stor kamp i en yderst traditionsrig og prestigiøs turnering.

Slaget skal stå mellem Crystal Palace, der sluttede som nummer 15 i årets Premier League-sæson, og så mægtige Manchester United, der med en femteplads i årets slutstilling ikke nåede Champions League-pladserne.

Så der er nok ingen tvivl om, at Manchester United-spillerne og -fansene hungrer efter noget succes, og den må meget gerne komme i form af en pokal til den igennem tiderne så vindene klub. Manager Louis van Gaal har ført klubben til en fjerde- og en femteplads i Premier League, så et trofæ til skabet kan afgørende i sikre ham en fremtid i klubben.

Louis van Gaal kan gøre sin jobsituation lidt mere sikker med en sejr i FA Cup-finalen. (Foto: © Craig Brough, Scanpix)

Der spilles også pokalfinale i Tyskland, hvor Bayern München møder Dortmund. Det er klokken 20.00 på TV3 Sport 1. I Italien mødes Juventus og AC Milan i Coppa Italia klokken 20.45, og i Frankrig spiller PSG mod Marseille klokken 21.00. De to pokalfinaler vises dog desværre ikke på dansk tv.

DM i Tumbling, trampolin og dobbelt mini-trampolin

Dr.dk/sporten, kl. 16.00.

I efteråret afholdtes VM i Tumbling og Trampolin i Fyn Arena i Odense, og nu er sportsgrenen tilbage i den fynske hovedstad, når der i dag afholdes DM. Det bliver en festligt begivenhed, som livestreames direkte på dr.dk.

Der er fire discipliner med ved DM-stævnet i Odense: trampolin, synkron-trampolin, tumbling og dobbelt mini-trampolin (i dobbelt mini-trampolin er det kun mændene, der konkurrerer).

Anders Wesch er hjemmebanefavorit, når der er tumbling på programmet. (Foto: © © Jan Christensen, © Jan Christensen)

Dobbelt mini-trampolin er med ved DM for første gang. Da Danmark afholdt VM i efteråret kvalificerede de danske DMT-springere sig sensationelt til holdfinalen. De havde kun trænet i ni måneder, da landsholdet netop var blevet oprettet. Derfor bliver det spændende at se udøverne igen.

For trampolinspringernes vedkommende er der tale om år 1 efter landstræner Bo Tureby. Han var trampolinlandstræner i 30 år (!), men på grund af de dårlige resultater ved VM blev han fyret, da Team Danmark skar voldsomt i støtten til trampolinspringerne. Hverken Daniel Præst eller Christian Andersen er med ved DM, så favoritværdigheden ligger hos navne som Benjamin Kjær og Jacob Schoppe.

I Tumbling får publikum i Odense igen mulighed for at se hjemmebanefavoritten Anders Wesch i aktion. Ved VM leverede Odense-drengen et fantastisk resultat med en femteplads i finalen. Men konkurrencen er stor blandt tumblerne, og Wesch kan ikke tage for givet, at DM-titlen ender hos ham.

Danmarksmesterskabet afholdes i Odense Idrætshal, og der er 93 deltagere med ved stævnet.