Sportsugen: Kevins bil er ikke bedste venner med Bahrains bane

Denne uges udgave af Sportsugen handler blandt andet om Formel 1-grandprixet i Bahrain.

Kevin Magnussen trives bedre hos Renault end McLaren, mener Jason Watt. (© Scanpix)

Der var ingen VM-point til Kevin Magnussen i hans Formel 1-comeback for fjorten dage siden. I kvalifikationen (15. plads) var han hæmmet af slidte dæk, og i selve løbet punkterede han allerede på første omgang. Derfor var hans 12. plads alt taget i betragtning et udmærket udbytte.

Efterfølgende var Kevin Magnussen hurtig til at meddele, at både kvalifikation og løbsresultat kan blive meget bedre. Men den vurdering er tidligere racerkører Jason Watt ikke helt enig i, når det gælder denne weekends grandprix i Bahrain.

- Banen i Melbourne kræver ikke så meget af motoren, og det kan blive problemet for Kevin. For når de kommer til Bahrain, så er der mange langsider, og det kræver meget af motoren. Det kommer til at knibe lidt for ham. Derfor tror jeg også, at han igen kommer til at ligge omkring nummer 12 i Bahrain, fordi hans grej ikke er til mere, siger Jason Watt, da han er på besøg i podcasten Sportsugen.

Renault er et godt match

På længere sigt er Jason Watt dog ikke i tvivl om, at Kevin Magnussen vil levere gode VM-point til Renault-holdet, hvor danskeren har fået et sæde i denne sæson. For siden debutsæsonen i 2014 hos McLaren har Jason Watt set en stærk udvikling hos Kevin Magnussen.

- Han er modnet meget siden 2014, hvor vi så ham være rookie hos det store McLaren-team, hvor der var regler for, hvad man måtte sige, og hvornår man måtte gå på toilettet. Nu er han hos et team, der er langt mere down to earth, og det er ikke så højrøvet. Det passer meget bedre til Kevin, mener Jason Watt.

Jason Watt gæster Sportsugen sammen med DR’s håndboldredaktør Joakim Frøsig-Andersen samt DR-journalisten Frederik Lindved. Udover det kommende Formel 1-grandprix diskuterer panelet også storkampen i spansk fodbold FC Barcelona mod Real Madrid, DM-semifinaler i ishockey, India Open i badminton og sidste runde i kvindernes håndboldliga.

Lyt med via din foretrukne podcast-app, eller klik her for at åbne en afspiller.