Tokyo skærer otte milliarder af udgifterne til OL i 2020

OL-værten er i gang med at slanke budgettet, der dog stadig er langt over det planlagte.

Arrangørerne har slanket budgettet for OL i 2020. Prisen for legene bliver dog dobbelt så høj, som Tokyo anslog i OL-ansøgningen. (Foto: © BEHROUZ MEHRI, Scanpix)

OL i Tokyo i 2020 bliver godt otte milliarder kroner billigere end beregnet.

Det meddeler Den Internationale Olympiske Komite (IOC) ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den samlede pris for sommerlegene i den japanske hovedstad beløber sig nu til 12,6 milliarder dollar, svarende til 79 milliarder danske kroner.

Det er 1,4 milliarder dollar billigere end første budgetudkast, og det ligger i tråd med IOC's bestræbelser på at slanke fremtidige OL-arrangementer.

Stadig dobbelt så dyrt

Ved et inspektionsbesøg i OL-værtslandet tidligere på måneden sagde IOC-vicepræsident John Coates, at han kunne se potentiale for yderligere besparelser i størrelsesordnen 851 millioner euro (6,3 milliarder kroner).

Trods de seneste besparelser bliver udgifterne til at arrangører OL dog dobbelt så høje, som japanerne havde regnet sig frem til i den oprindelige ansøgning om værtskabet.

Da Tokyo i 2013 fik overdraget OL, regnede organisationskomitéen med, at legene kunne afvikles for et beløb svarende til 40 milliarder danske kroner.

/ritzau/dpa