Verdensmester med klar besked til OL-præsident: 'Russiske medaljer vil være af blod og død'

Ukrainske Oleksandr Usyk tager ikke let på IOC's linje over for russiske atleter ved OL i 2024.

Står det til Ukraines mest prominente sportsstjerne, Oleksandr Usyk, så bliver OL i 2024 uden russiske og belarusiske atleter. (Foto: © Hassan Ammar, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)

Oleksandr Usyk er en mand, der foretrækker at lade hænderne tale.

Men siden Ruslands invasion af Ukraine har den 36-årige ukrainske verdensmester i sværvægt ikke været sen til at bruge sin position til at råbe verdenssamfundet op.

Oleksandr Usyk er født på Krim, der blev annekteret i 2014, og har siden krigens udbrud blandt andet tjent sit land ved at være frivillig i forsvaret.

Mens den russiske præsident, Vladimir Putin, bruger dagen på at tale til det russiske parlament om at forstærke indsatsen i Ukraine, går Oleksandr Usyk på sin Instagram-profil efter en anden præsident.

Thomas Bach - præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Oleksandr Usyk vandt i 2012 guld ved OL i London. (Foto: © Jack Guez)

Usyk, der selv vandt OL-guld i 2012, lægger ikke fingrene imellem i diskussion om, hvorvidt russiske og belarusiske atleter bør deltage ved olympiske konkurrencer.

Flere end 30 lande, herunder Danmark, skrev mandag under på en erklæring, der støtter op om en fortsat udelukkelse af atleter fra Rusland og Belarus, og samme besked har Oleksandr Usyk til IOC-præsident Thomas Bach, efter IOC har åbnet døren på klem for at se russiske og belarusiske atleter i Paris i 2024.

- Kære hr. Bach, jeg er en ukrainsk atlet, jeg vandt olympisk guld i 2012, jeg er den nuværende verdensmester i sværvægt, og mit navn er Oleksandr Usyk.

- Du vil tillade russiske atleter at konkurrere ved OL. Væbnede russiske styrker har invaderet vores land og dræbt civile. Den russiske hær dræber ukrainske atleter og trænere.

- De medaljer, som russiske atleter vil vinde, vil være medaljer af blod, død og tårer.

Dødsfald satte kæden i gang

I en pressemeddelelse den 25. januar fremførte IOC, at "ingen atlet bør forhindres i at konkurrere blot på grund af sit pas", og at organisationen derfor er gået i gang med at undersøge, om "der kan findes en vej, så deltagelse under strikse forholdsregler kan sikres".

Det er den formulering, eller kattelem, som har fået over 30 lande og Oleksandr Usyk til at reagere.

Udtalelsen faldt synkront med, at den blot 22-årige ukrainske tikæmper Volodymyr Androsjtjuk mistede livet som frivillig i den ukrainske hær. Ramt af granatsplinter under forsvaret af byen Bakhmut.

På Twitter skrev det ukrainske forsvarsministerium efterfølgende således.

- Den ukrainske U20-mester i tikamp, Volodymyr Androsjtjuk, døde i kamp nær Bakhmut 25. januar. En lovende atlet og en sand helt. Han kunne have deltaget i OL i Paris, hvis Rusland ikke havde invaderet Ukraine. Hvorfor har russere stadig det privilegium?

Den blot 22-årige tikæmper Volodymyr Androsjtjuk mistede livet i Bakhmut i januar.

IOC har da også noteret sig opstandelsen mod den tanke, at russiske og belarusiske atleter potentielt skulle være i stand til at konkurrere under eksempelvis neutralt flag, som det tidligere er set.

I et skriftligt svar til DR Sporten skriver IOC, at der ikke er nogen konklusion, men at atleter, som aktivt har støttet krigen, ikke vil være i stand til at deltage ved OL.

- IOC sætter pris på de konstruktive spørgsmål, når det kommer til definitionen af neutraliteten af atleter med et russisk eller belarusisk pas, men eksplicitte bekymringer om menneskerettigheder behandles ikke i erklæringen, skriver komitéen.

IOC henviser til et møde i december, hvor interessenter "fra den olympiske bevægelse" etablerede retningslinjer for, hvordan russiske og belauriske atleter kunne stille op til konkurrencer under et neutralt flag.

- Det er kun dem, der ikke har handlet imod IOC's fredsmission ved aktivt at støtte krigen i Ukraine, der kan konkurrere.

- Der skal udføres individuel kontrol for alle tilmeldte atleter, skriver IOC.