Benamputerede Daniel Wagner leverede et af karrierens største resultater, da han i sommer blev verdensmester i længdespring.
Men til vinter skal der ske noget nyt.
Danskeren vil nemlig til Vinter-PL i den sydkoreanske by Pyeongchang.
- Det ville være helt fantastisk at komme med. Jeg fik en mulighed for at komme med til PL i Rio i sommeren 2016. Dengang var det en helt fantastisk oplevelse at både vinde en medalje og repræsentere Danmark.
- Men jeg har altid haft i baghovedet, at det kunne være helt sindssygt at komme med til Vinter-PL også. Men det har ikke rigtig været en mulighed før nu, siger Daniel Wagner med henvisning til, at snowboard først kom på PL-programmet under de seneste vinterlege i Sotji.
100 procent realitisk med Vinter-PL
Drømmen om en deltagelse ved vinterlegene er ikke urealistisk for Wagner.
Selv er han nemlig meget fortrøstningsfuld i forhold til at kvalificere sig.
Allerede nu har han booket tre ugers træningsferie i Japan inden legene, så han kan få den optimale forberedelse.
- Jeg satser 100 procent at være med i Sydkorea. Hvis jeg skal give svaret, så er det 100 procent realistisk, at jeg deltager til Vinter-PL.
For at sikre sig den danske kvoteplads til legene skal Daniel Wagner blot snuppe et enkelt point i et af de kvalifikationsløb, han skal deltage i frem mod Vinter-PL.
For at optimere chancerne for at det lykkes, har han dog været nødt til at rejse ud af landet.
Træner med Finlands landshold
Nærmere bestemt har han sat kursen mod nord, hvor han har trænet med Finlands landshold.
Efter at have sendt en Facebook-besked til den finske snowboardverdensmester Matti Suur-Hamari fik Wagner arrangeret, at han kunne tage på træningstur med finnerne i efterårsferien.
- De tog simpelthen så godt imod mig. Tidligere har jeg lavet meget selvtræning og prøvet at få tingene til at lykkes med en protese, men nu er jeg begyndt at få noget teknik i min træning. Jeg har lært sindssygt meget i den uge med det finske landshold. Meget mere end jeg har lært de seneste fem år. Det har været helt fantastisk, lyder det fra en glad Wagner.
Derfor har han også allerede nu arrangeret de næste fire træningsture med det finske landshold.
I første omgang gælder det dog et kvalifikationsstævne i den hollandske by Landgraaf den 15. og 16. november.