VIDEO Danskere drager til EM i parabordtennis med medaljehåb

Både Sophie Walløe og Peter Rosenmeier og blandt medaljekandidaterne.

Torsdag begynder EM i parabordtennis, og Danmark er i den dejlige situation, at vi kan stille med to medaljekandidater til de europæiske mesterskaber. Både Sophie Walløe og Peter Rosenmeier har gode kort på hånden, og de tror også selv på det.

- Jeg tror, mine chancer for at blive toer er rigtig, rigtig gode. Jeg burde kunne slå de andre i feltet, siger Sophie Walløe.

- De forrige gange, jeg har været med, er det gået rigtig godt, så jeg håber på, at jeg kan komme ned og leve op til min seedning.

Målet er at vinde

Den danske batman Peter Rosenmeier kan også roligt have tro på egne evner. To gange tidligere har Rosenmeier vundet EM-guld, og for et år siden vandt han også guld ved de paralympiske lege i Rio.

- Jeg bliver en jaget mand efter at have vundet PL sidste år. Så bliver jeg den, alle gerne vil slå. Det bliver rigtig svært, og jeg vil skyde på, vi er otte-ti stykker, der kan løbe med sejren dernede. Det bliver svært, men målet er selvfølgelig at vinde, siger Peter Rosenmeier.

Peter Rosenmeier har forskellige handikap i både arme og ben, mens Sophie Walløe lider af et medfødt hofteskred. EM i parabordtennis begynder torsdag og foregår i Slovenien.

Vi oplever problemer med videoafspilning i nyhedsappen. Videoen kan ses på www.dr.dk/sporten.