VIDEO Har aldrig tabt en kamp: Går efter VM-guld i para-taekwondo

Lisa Gjessing er favorit til VM-guld, når hun skal i aktion torsdag.

I dag torsdag går det løs for Lisa Gjessing ved VM i para-taekwondo, og der er god grund til at have store forventninger til midtjyden. Hun håber da også selv på det ædleste metal ved VM.

- Jeg går selvfølgelig efter guld, men jeg ved da, at det er der også andre, som gør. Jeg forventer da at få noget modstand, siger Lisa Gjessing, der faktisk aldrig har tabt en kamp.

- Jeg har været tæt på nogle gange, men har så klaret den til sidst. Jeg ville da være rigtig, rigtig ked af at få den statistik ødelagt. Der er da også lidt pres. Det er jo derfor, jeg bruger tid på det. Jeg gør jo efter at stå øverst.

39-årige Lisa Gjessing har tidligere i sit liv konkurreret i taekwondo for raske, men en kræftsygdom i den ene arm betød, at hun i 2012 måtte have den ene underarm amputeret. Derefter vandt hun para-VM i 2013, 2014 og 2015.

I videoen øverst i artiklen kan du se et indslag med den suveræne, danske para-taekwondo-kæmper.