VIDEO Husker du? Britisk kult-ørn sætter skihop-rekord

Sportens skæve juleklip ser tilbage på skihopperen Eddie 'The Eagle' Edwards bedrifter ved vinder-OL i 1988.

DR Sportens skæve juleklip er vores arkivkalender, der hver dag i december vil kunne tilfredsstille dit behov for spøjse klip fra sportens verden.

Som titlen angiver, vil vi langt fra kun hylde de bedste, hurtigste og smukkeste.

Vi vil derimod i højere grad fokusere på dem, som har trådt lidt ved siden af, eller dem som på anden måde har leveret noget opsigtsvækkende.

OL-darling

Vi lægger ud med at hylde den engelske skihopper Eddie ’The Eagle’ Edwards, der ved de olympiske vinterlege i Calgary i 1988 tog verden med storm.

Iført hinkestenstykke brilleglas og et solidt underbid hoppede Edwards 40-50 meter kortere end konkurrenterne i Canada, men endte med at blive hele vinter-OL’s store darling.

I klippet kan du se Ørnen Eddie, som han blev kaldt på dansk, sætte britisk rekord. Og det på trods af, at han ifølge kommentator Niels Christiansen var fuldstændig stiv af nerver.