DR Sportens skæve juleklip er vores arkivkalender, der hver dag i december vil kunne tilfredsstille dit behov for spøjse klip fra sportens verden.
Som titlen angiver, vil vi langt fra kun hylde de bedste, hurtigste og smukkeste.
Vi vil derimod i højere grad fokusere på dem, som har trådt lidt ved siden af, eller dem som på anden måde har leveret noget opsigtsvækkende.
Galop i dagligstuen
De færreste hjem har plads til en hest indendørs, endsige en galopbane. Derfor måtte jockey Kim Andersen tænke alternativt, da han tilbage i de ubekymrede 1990'ere havde et ønske om at træne indenfor hjemmets trygge rammer.
Han tog konsekvensen og stangede 20.000 gode, danske kroner ud på en avanceret gyngehest fra USA, som kunne mases ind i hans lejlighed, og så blev der ellers redet igennem fra den klejne mands side.
Det kom der ovenstående indslag ud af, der i sin tid blev vist på DR2 i 1998. Det var dengang galopsporten havde en fast plads i sendefladen og man kunne slippe af sted med at bruge Boney M som underlægningsmusik.