VIDEO Nørderi har bragt bowling-landsholdet til tops

Analyse og nørderi omkring banernes beskaffenhed er en af årsagerne til, at Danmark blander sig i den internationale bowler-top.

Bowlingslandsholdet imponerer til slutrunder.

Det danske bowlinglandshold har stor succes for tiden - i starten af denne måned blev det blandt andet til tre medaljer ved VM.

Bag det resultat ligger en masse arbejde, fight – og en del nørderi om banernes beskaffenhed. For det hele skal gå op i en højere enhed, når landsholdet jagter podiepladser ved slutrunderne.

- En bane har en masse skævheder – og dem får vi en graf på. Derudover ligger der også noget olie på banen, som man ikke kan se. Og der skal man som spiller være dygtig til at vurdere, hvordan kuglen bevæger sig på den pågældende bane.

- Hvor meget flytter kuglen sig og hvilken betydning har det for indgangsvinklen nede ved keglerne, siger landstræner, Michael Bai.

Og den detaljerede analyse har gjort, at Danmark har rykket sig markant i verdenstoppen.

- Det er gået fra, at vi har kigget på USA, Sverige og Finland for at se, hvad det er, de gør for at få inspiration. Og nu er det dem, der kigger på, hvad vi gør, så de kan følge med os, siger landsholdsspiller Thomas Larsen.

Det danske bowlinglandshold har i de seneste to år vundet hele 11 VM- og EM-medaljer.