VIDEO Norsk triumf i skiskydning efter vild afslutning

Det norske mixstafethold åbnede sæsonen med sejr i World Cup-afdelingen i Østersund.

Sæsonåbningen i skiskydning har været imødeset med spænding, og allerede på førstedagen af World Cup-sæsonen fik vi at se, hvor medrivende denne sportsgren kan være.

Det, der lignede en sejr til Italien, blev i løbet af en enkelt skydning sendt over til komfortabel norsk føring for så alligevel at ende med et tæt opløb i Østersund, Sverige.

Det var skiskydning, når det er bedst.

Emil Hegle Svendsen endte med at krydse målstregen som den første og sikrede Norge sejren i mixstaffetten, men det var blot 7 sekunder foran de nærmeste nationer: Italien, Tyskland og Slovakiet.

Før sidste skifte var Italien ellers i front med 23 sekunder ned til Slovakiet og Norge, men en forfærdelig liggende skydning af Lukas Hofer kostede tre forbiere og en strafrunde til den italienske mixkvartet.

Det gav pludselig Norges sidstemand Emil Hegle Svendsen 21 sekunders forspring til Slovakiet, men Hegle Svendsen var med tre forbiere ved at sætte føringen over styr i sidste skydning.

På det tidspunkt afskilte blot 7 sekunder Norge med Italien, Tyskland og Slovakiet, men Hegle Svendsen formåede på imponerende vis at holde afstanden til de jagtende konkurrenter på den sidste rundtur på 2,5 kilometer.

Dermed forsvarede nordmændene – som udover Hegle Svendsen bestod af Ingrid Tandrevold, Tiril Eckhoff, Johannes Bø – førstepladsen i mixstafetten fra sidste års World Cup-afdeling i Østersund.

Resultater:

  1. 1

    Norge (0+13)

  2. 2

    Italien +5,3 sek (1+6)

  3. 3

    Tyskland +6,4 sek (0+10)

  4. 4

    Slovakiet +7,7 sek (0+9)

  5. 5

    Sverige +34,5 sek (1+5)

På onsdag sender vi næste konkurrence fra Østersund på DR3 klokken 17.10, hvor det gælder kvindernes 15 kilometer.