VIDEO Rene Holten vinder endnu en stor pris

For anden gang i aften vandt Rene Holten Poulsen en af priserne ved Sport 2015.

Sportens egen pris, kaldes den. BT Guld uddeles hvert år til årets største sportspræstation på eliteniveau, og modtageren udvælges af en jury bestående af 40 danske topidrætsfolk.

Vinderen af BT Guld 2015 blev Rene Holten Poulsen, som tidligere på aftenen vandt Årets Sportsnavn. Dermed noterer kajakroeren sig for de to største priser ved aftenens uddeling i Herning.

- Det var nok, der jeg skulle have forberedt mig lidt bedre. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, for jeg havde kun troet, at jeg ville vinde en gang, hvis overhovedet jeg ville vinde noget, sagde Rene Holten Poulsen fra scenen efter at have modtaget prisen.

I BT’s motivation lyder det: Rene Holten Poulsen er nomineret for sit dobbelte verdensmesterskab ved VM i Italien i august. Her vandt han både guld på 500 og 1000 meter i enerkajak. Det var en historisk stærk præstation af René Holten Poulsen, der er blandt de varmeste bud på olympisk medalje i Rio til sommer.