Med det blotte øje så Ole Mossin Olesens mål i Norges sejr over Danmark ved VM egentlig ikke ud til at være noget særligt. Men ved nærmere inspektion viste floorball-spillerens scoringer sig at være i en decideret klasse for sig.
Den 30-årige norske forward lykkedes nemlig med det trick, der i floorball-lingo bliver kaldt en ’zorro’. Tricket går i sin enkelthed ud på, at floorballen bliver svunget op fra gulvet med det yderste af floorballstavens hoved, som fører bolden i et ’z’ gennem luften, for til sidst at sende bolden i netmaskerne.
Ordene her gør ikke detaljen fyldest, så i stedet bør du se den i videoen over artiklen.
Norge vandt 9-3 over Danmark ved VM i Tjekkiet i gruppe B, som også tæller Sverige og Finland.
Danmark spiller næste kamp mandag eftermiddag, når holdet møder Finland. Kampen kan ses på DR3 fra kl. 16.40.